Clemence vs. Grobbelar
Bruce Grobbelaar var noget af en spasmager på banen, men også i omklædningsrummet.
- Vi var vant til at have Ray Clemence i målet, der var stille og rolig. Han havde aldrig det store at lave, men når der kom en chance efter 90 minutters spil, så reddede han den bare.
Sådan husker Ian Rush - i FourFourTwo – den afdøde Ray Clemence. Helt anderledes blev målmandssituationen efterfølgende i Liverpool, da den legendariske manager Bob Paisley hentede vanvittige Bruce Grobbelaar til truppen. Rush fortæller om et pudsigt ritual, inden den afrikanske målmand ville forlade omklædningsrummet på kampdagene.
- Med Bruce Grobbelaar var det helt anderledes. Han ville ikke forlade omklædningsrummet, uden han havde slukket lyset ved at ramme afbryderen med en bold. Så vi andre måtte jo bare sidde og vente på, at det skulle lykkes. I Wimbledon havde de fået fornemmelse af dette, og derfor havde de tapet stikkontakten til, men Grobbelar ville alligevel lykkes med sit ritual – indtil Ronnie Moran fik stoppet ham og beordret ham på banen, fortæller Rush.