Fodbold nyheder

William Kvist - fra back til midtbane

Af Prashanth Sivapalan

FC Københavns anfører har i denne sæson vist et højt bundniveau. Danskeren er endelig blevet anerkendt som en kvalificeret midtbanespiller.

Article image
Ritzau-Scanpix

FC Københavns nr. 8, William Kvist Jørgensen, har vist fremragende form i denne sæson. Den 25-årige landsholdsspiller, som studerer på CBS ved siden af fodbolden, fremstår som en boldsikker, klog midtbanespiller, som har et godt blik for spillet. I denne sæson han jyden fra Rønde for alvor markeret sig som en etableret spiller i startelleveren ved at sende Hjalte Bo Nørregaard ud på bænken. Danskeren har haft stor andel i løvernes succes i Champions League og Superligaen. Landsholdsspillerens stabile præstationer har da også vakt interesse i udlandet.


William Kvist er dog ikke altid blevet anerkendt som en midtbanespiller. Både landstræneren, Morten Olsen, og FCK's træner, Ståle Solbakken, så den tålmodige FCK'er som en ideel højreback:

- Jeg har sagt til ham, at hvis han vil være mangemillionær og Danmarks bedste højreback, så bliver han der, men hvis han blot vil være blandt mange, der vil kæmpe om en plads på midten, så må han jo vælge, udtalte Ståle Solbakken til BT for tre år siden.

William Kvist vikarierede som højreback, da klubben solgte Lars Jacobsen til FC Nürnberg i juli 2007. Den dengang 22-årige FCK'er spillede det meste af efteråret som højreback inden klubben hentede tjekken, Zdeněk Pospěch, i januar 2008. En tjans der resulterede i landsholdsudtagelse, men den 184 cm høje FCK'er var fast besluttet på at være midtbanespiller:

- Det er på den centrale midtbane, jeg føler, at jeg passer bedst, så jeg fastholder, at det er min placering, om det så kommer til at koste mig landsholdspladsen - men lad os nu se, om jeg skifter mening om et par år, fortalte William Kvist til Tipsbladet for tre år siden efter sin landskamp nummer to som højreback.

FC Københavns anfører fortryder bestemt ikke sit valg den dag i dag:


- På den kortsigtede bane havde jeg måske spillet flere landskampe på nuværende tidspunkt, og nogle siger, at jeg ville have spillet i udlandet nu og tjent flere penge. Men det har ingen betydning for mig for det er meget større for mig at opnå det mål at spille central midtbane i FCK og også på landsholdet. Jeg har nok aldrig været tættere på mit mål, end jeg er nu. Jeg tror aldrig, at jeg har været bedre, udtalte William Kvist til DR Sporten få dagen inden landskampen mod Portugal.


Her tre år efter er den arbejdsomme landsholdsspiller, som ikke har skiftet mening, blevet anerkendt, som en kvalificeret midtbanespiller både på klubplan og på landsholdet. Udover at være fast inventar i startelleveren på løvernes hold fik den boldsikre FCK'er lov til at spille på sin ønske position i EM-kvalifikationskampen mod Portugal. Det bliver spændende at se hvor længe de danske mestre kan holde på anføreren, som har spillet 16 A-landskampe og 250 kampe for FCK's bedste mandskab.

Optakt

Fodbold nyheder

Magasin-artikler

Profiler

Ledere

Statistik