Hvem bør Liverpool hente til januar? Her er fem kandidater
Liverpool har fået en flyvende start i Premier League, hvor de ligner et godt bud på en mesterskabskonkurrent til mægtige Manchester City.
Jürgen Klopp fik allerede i sommervinduet forstærket sit mandskab, hvor især spillere som Alexis Mac Allister, Ryan Gravenberch og Dominik Szoboszlai har pyntet på holdet.
Men Liverpool kunne alligevel godt have brug for at forstærke truppen yderligere, hvis de for alvor ønsker at række ud efter PL-titlen.
Og i den forbindelse har mediet Daily Mirror oplistet en række transferkandidater, som Liverpool meget vel kan vise sig at gå efter til januar:
Lucas Beraldo
Det tyder på, at Liverpool er på udkig efter et generationsskifte i forsvaret. Og i den forbindelse er den blot 19-årige brasilianer et godt bud på en fremtidsinvestering. På trods af sin unge alder har han nemlig allerede spillet hele 48 førsteholdskampe for den brasilianske storklub Sao Paulo.
Andre Trindade
Liverpool har i en længere periode været lune på den 22-årige midtbanespiller. Han har for nyligt vundet sydamerikas svar på Champions League med Fluminense, da de besejrede argentinske Boca Juniors i finalen. Og meget tyder på, at han er klar til at skifte til en europæisk storklub i januar.
Kalvin Phillips
Den defensive engelske midtbanespiller har svært ved at finde vej til holdet hos PL-konkurrenterne fra Manchester City, og den 27-årige englænder kunne potentielt bringe afgørende erfaring ind til den unge Liverpool-midtbane.
Piotr Zielinski
Napolis 29-årige midtbanespiller har kontraktudløb til sommer, hvorfor han frit vil kunne forhandle med andre klubber i januar. Han vil derfor også være en både billig og erfaren kandidat til midtbanen.
Kylian Mbappé
Daily Mirror fremhæver måske lidt overraskende også selveste Mbappé som et transferemne. Den ombejlede franskmand er blevet lidt af en transfersaga, og alt tyder på, at han ikke fortsætter i PSG.
Derudover er det på det sidste kommet frem, at Real Madrid er blevet mere lunkne overfor at hente angriberen.
Oveni det er Liverpools superstjerne Salahs fremtid også oppe i luften, og kan man lave et gigantisk salg af ham, vil det måske frigøre luft i budgettet til at hente Mbappé, som desuden frit kan forhandle med andre klubber til januar, da hans kontrakt udløber til sommer.