Medie: Det her er Lionel Messis næste klub
Den argentinske troldmand skulle angiveligt allerede have besluttet, hvornår han forlader Inter Miami igen.
Den argentinske superstjerne, Lionel Messi, skiftede denne sommer til Inter Miami og den amerikanske MLS.
Opholdet i USA har indtil videre været en stor succes for Messi, som foreløbigt har leveret 11 mål og 5 oplæg i 12 kampe, og derudover havde argentineren en stor andel i, at Inter Miami tilbage i august vandt den første titel i klubbens historie.
Den seneste tid har Messi dog døjet med skader, og derfor har den argentinske troldmand blot spillet 36 minutter de seneste fem kampe.
Selvom tiden i Inter Miami indtil videre har været en succeshistorie for Messi, så skulle den syvdobbelte Ballon d’Or vinder dog angiveligt allerede have besluttet sig for, hvornår han forlader klubben igen.
Det er mediet El Nacional, der melder, at Messi skifter til sin barndomsklub, Newell’s Old Boys, når hans nuværende kontrakt med Inter Miami udløber i 2025.
Argentineren forlod klubben i en alder af kun 13 år for at påbegynde et nyt kapitel i FC Barcelona, og Messi har tidligere af flere omgange fortalt, at det er hans ønske at vende tilbage og spille for klubben igen, inden han sætter støvlerne på hylden.
Om Messi får realiseret sin drøm om at spille for sin gamle klub er endnu uvist, men der er ingen tvivl om, at det ville skabe eufori i Argentina, hvis troldmanden vendte tilbage til sit hjemland.