Rasmus Arvad Christensen

Medie: Chelsea jagter fransk landsholdsstjerne

Chelsea er på udkig efter en ny venstreback, og har angiveligt udset sig Theo Hernández som en mulig kandidat.
Den engelske storklub Chelsea har i de seneste par transfervinduer brugt mange penge på at hente nye spillere til klubben, og denne tendens ser ikke ud til at stoppe lige foreløbigt.

I hvert fald skriver det italienske medie Calciomercato, at Chelsea angiveligt skulle være interesseret i den 25-årige franske landsholdsspiller, Theo Hernández, der på nuværende tidspunkt er på kontrakt i AC Milan.

London-klubben har et ønske om at forstærke klubbens venstreback-position, da Marc Cucurella har fortalt Chelsea, at han gerne vil forlade klubben. Dermed mener man altså, at man er lidt for tyndt besat på denne position.

Theo Hernández har igennem flere sæsoner været en stor profil for AC Milan, og derudover spillede Hernández også en stor rolle for Frankrig under VM 2022 i Qatar, hvor franskmændene spillede sig hele vejen til VM-finalen.

Den 25-årige forsvarsspiller har kontrakt med AC Milan indtil sommeren 2026, og den italienske klub vil højst sandsynligt ikke lade Hernández forlade klubben for et lavt beløb.

Theo Hernández har indtil videre spillet 173 kampe for AC Milan, og her har venstrebacken leveret 25 mål samt 28 oplæg.