Mulig transfer på vej: Liverpool- og United-emne udeladt fra kamptrup
Både Liverpool og Manchester United er meldt interesseret i Sofyan Amrabat – nu kan der være gode nyheder til klubberne.
Efter et forrygende VM, hvor Sofyan Amrabat var stærkt medvirkende til, at Marokko spillede sig hele vejen til semifinalen, har den 27-årige midtbanespiller været rygtet til flere store europæiske topklubber.
Især de engelske storklubber, Liverpool og Manchester United, har været meldt interesseret i at hente marokkaneren, og nu kan der muligvis være gode nyheder til klubberne.
Amrabat er nemlig ikke en del af den Fiorentina-trup, som torsdag aften møder Rapid Wien i sidste kvalifikationsrunde til Europa Conference League. Ifølge Fiorentina-træner, Vincenzo Italiano, træner Amrabat også for sig selv i øjeblikket:
- Amrabat træner alene. Han blev i Firenze, og vil følge sit eget program de næste to dage, siger Italiano på pressemødet onsdag.
Det er endnu uvist, om Amrabat skifter klub i dette transfervindue eller ej, men der har tidligere været meldinger om, at Fiorentina ville kræve omkring 300 millioner kroner, hvis klubben skal sælge midtbanespilleren.