Neymar har sat sig ét for øje: Skifte til USA
Af Daniel Zass

Tidligere har brasilianeren luftet tanken om at forlade de franske mestre som følge af den hetz, han bliver mødt med.
Ifølge brasilianske medier har Neymar i lang tid villet spille i USA, herunder især i enten LA eller Miami.
I de to byer finder man MLS-klubberne LA Galaxy, LA FC og Inter Miami FC.
Klimaet spiller en væsentlig rolle for brasseren, som også synes om det til tider latinamerikanske liv, man finder i begge byer.
"Ney" er ikke interesseret i at spille i hverken Premier League, Barca, fjernøsten eller Arabien og vil langt hellere tørne ud for et amerikansk mandskab. Det skriver det spanske medie Relevo.
Udsigten til en lang ferie skulle angiveligt heller ikke være uønsket for brasilianeren.
Oftest spilles MLS-sæsonen fra marts til november, hvilket giver to-tre måneders pause om vinteren.
Neymar har kontraktudløb med PSG om to år.