Medie: Jacob Bruun Larsen skifter til Premier League
Efter en svær tid i Tyskland, så er den danske kantspiller tæt på at kunne kalde sig Premier League-spiller.
Da Jacob Bruun Larsen skiftede til den tyske storklub Dortmund som blot 16-årig, var det med høje forventninger om, at der ville være en stor karriere i vente. Nu er Bruun Larsen blevet 24 år og har endnu ikke rigtig fået udfyldt det store potentiale.
Karrieren har budt på forskellige udlån og et permanent skifte til Hoffenheim, som heller ikke er gået helt som håbet. Nu prøver Jacob Bruun Larsen så endnu engang lykken med et udlån. Denne gang til verdens bedste liga, Premier League.
Ifølge Sky Sports Tyskland, så har Jacob Bruun Larsen forlænget sin kontrakt med Hoffenheim med yderligere et år, og derefter sat kursen mod de nyoprykkede Burnley. Mediet skriver ydermere, at lægetjekket er sat til i dag, og derefter kan landsholdsbobleren forhåbentlig kalde sig Burnley-spiller for den kommende sæson.