Dolberg er stadig langt fra ny klub
Anderlecht er stadig ikke tilfreds med prisen, selvom Nice har rykket sig en del.
Det har et stykke tid været rygtet, at danske Kasper Dolberg skulle være på vej til den belgiske klub Anderlecht, hvor danske Jesper Fredberg står i spidsen. Men ifølge journalisten Sebastian Denis, der hører til det franske medie Foot Mercato, er der altså stadig et stykke vej mellem de to klubber, det skriver Tipsbladet.
Han melder nemlig på sin Twitter-konto, at Anderlecht ikke er villige til at betale lidt over de 37 millioner kroner, som Nice forlanger for danskeren. Men angiveligt skulle begge klubber og Dolberg selv være interesserede i at få et skifte igennem og derfor forventes det, at forhandlingerne fortsætter.
Ifølge den franske journalist har Nice allerede rykket sig i forhandlingerne, da man fra start af havde sat en pris på omkring 50 millioner kroner for angriberen. Dolberg ser også ud til at skulle en del ned i løn, men han skulle dog være klar på det, i jagten på at finde et andet niveau end det han havde i den forgangne sæson.