Fifpro:
Både fodboldspilleres fysiske og mentale helbred er i fare
Af Jannich Jønch

Men af den årsag var kampkalenderen i perioden før, under og efter slutrunden sammenpresset på "et farligt niveau", lyder det. Ifølge rapporten oplevede næsten halvdelen af VM-deltagerne øget mental træthed i løbet af sæsonen.
Ifølge Fifpro har unge spillere som Real Madrids Vinicius Junior og Dortmunds Jude Bellingham spillet markant flere kampe end jævnaldrende i tidligere generationer. Hvilket i værste tilfælde kan ende med at forkorte deres karrierer. Derfor kræver spillernes fagforening længere kamppauser og begrænsninger på internationale rejser.
I rapporten bruges franske Raphaël Varane som eksempel på, hvor stort et arbejdspres nogle spillere er under. Siden juni 2018 har han spillet 248 kampe, og 58 procent af dem blev afviklet efter mindre end fem dages hvile. Varane rejste i perioden 229.244 kilometer i forbindelse med internationale fodboldkampe. Derfor valgte han også at stoppe landsholdskarrieren efter VM i Qatar, selvom han kun er 29 år, med følgende udsagn:
- Kalenderen er allerede mere end fuld. Spillerne er overanstrengte, og det bliver kun værre.
Fifpro forudser, at kravene til spillerne kun bliver øget i de kommende år. Blandt andet fordi den nye Champions League-reform vil give endnu flere kampe end nu.