PSG-flirteriet med Nagelsmann fortsætter
Af Niklas Gerster

I hvert fald hvis man skal tro et tweet fra transferjournalisten Fabrizio Romano, som skriver, at man på de indre linjer i PSG kraftigt diskuterer muligheden for at give nøglerne til trænerkontoret til den unge tysker, som for ikke længe siden blev fyret i Bayern München.
Ifølge Romano er der endnu ikke landet en aftale imellem de to parter, men Nagelsmann er en af topkandidaterne til jobbet i Paris, og klubbens trænerrekrutteringsproces skulle angiveligt træde ind i sin afgørende fase i næste uge.
Det har på mange måder været en skuffende sæson for PSG, som kun lige akkurat blev franske mestre med et points forspring ned til Lens. Derudover røg de på skuffende vis ud i ottendedelsfinalen i både den franske pokalturnering og Champions League.
Der vil derfor være stort pres på for at levere en markant bedre sæson næste år for Nagelsmann, hvis han viser sig at blive klubbens næste cheftræner.