Daniel Fisker

Mandagens internationale rygter

Både FC Barcelona og Real Madrid har brasilianske ambitioner, mens Thomas Tuchel snart kan være fortid i Bayern München – efter godt og vel to måneder.
FC Barcelona ønsker at købe den brasilianske midtbanespiller Bruno Guimarães, men den catalanske storklub tror, at det vil kræve en transfersum på omkring 750 millioner kroner, hvis Newcastle United skal overbevises om at sælge den 25-årige midtbaneprofil. (Times)

Real Madrid overvejer at give Roberto Firmino et tilbud, når den 31-årige angriber har kontraktudløb i Liverpool denne sommer. (Fabrizio Romano)

Borussia Dortmund henter Ramy Bensebaini på en fri transfer i Borussia Mönchengladbach. Det er meningen, at den 28-årige venstreback skal erstatte Raphaël Guerreiro efter sit kontraktudløb. (Fabrizio Romano)

Daichi Kamada skifter fra Eintracht Frankfurt til AC Milan på en fri transfer, efter Milano-klubben søndag aften sikrede sig deltagelse i Champions League i den kommende sæson. Den 26-årige japaner har vraget Atlético Madrid og Borussia Dortmund til fordel for en femårig kontrakt i AC Milan. (Patrick Berger (SPORT1))

Den tidligere, tyske fodboldspiller Dietmar Hamann forventer, at Thomas Tuchel – som det har været tilfældet med den nu tidligere sportsdirektør Hasan Salihamidzic og den nu tidligere direktør Oliver Kahn – også snart kan være fortid i Bayern München, selvom den sydtyske storklub med nød og næppe sikrede sig den 11. Bundesliga-titel i træk. (Sun)

Bayern München er – stadigvæk – i kontakt med Juventus om et potentielt køb af Adrien Rabiot. Den sydtyske storklub har faktisk været i kontakt med den 30-årige franskmand, siden 2019, hvor en transfer ellers brød sammen. (Sport Bild)

Der er ikke meget, der tyder på, at Ousmane Dembélé forlader FC Barcelona denne sommer. Franskmanden har drømme med Barca, selvom hans udvikling i perioder har været bremset af skader. (Telefoot)

MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER