Det læser brugerne på INDKAST lige nu

Daniel Fisker

Avis: Bellingham har sagt farvel

Jude Bellingham sagde tilsyneladende farvel til sine venner og kollegaer, inden Borussia Dortmund forspildte chancen for at blive tyske mestre.
Han bliver uden tvivl et af de varmeste navne på rygtebørsen, når sommerens transfervindue åbner, men noget kunne tyde på, at transfersagaen om Jude Bellingham snart kan være overstået. I hvert fald mener Ruhr Nachrichten at vide, at den snart 20-årige englænder sagde farvel og satte sine sidste underskrifter, før ”Die Borussen” formøblede chancen for at blive tyske mestre.

Bellingham måtte se på fra sidelinjen, da Borussia Dortmund tørnede sammen med Mainz 05, og værterne kunne med en sejr selv have afgjort det tyske mesterskab til deres egen fordel, men først kom Bellinghams holdkammerater bagud, hvorefter Sebastian Haller brændte et straffespark, inden Bo Svenssons tropper udbyggede føringen.

Borussia Dortmund kæmpede sig ganske vist tilbage til et 2-2-resultat, men det var ikke nok til at vinde Bundesligaen for første gang i 11 år, fordi Bayern München kunne rejse hjem fra Köln med en 2-1-sejr – og et tysk mesterskabstrofæ – i bagagen.

Liverpool var længe favoritter til at få fingrene i Bellingham, men ”The Reds” trak sig efterfølgende fra kapløbet om det snart 20-årige stortalent – efter sigende fordi pengene blev for store – hvorefter Real Madrid satte sig tungt på favoritværdigheden. FourFourTwo mener at vide, at den spanske storklub er nået til enighed med Borussia Dortmund om at købe Bellingham for 926 millioner kroner.

Hvis Borussia Dortmund ender med at indkassere 926 millioner kroner for Bellingham, bliver han den dyrest købte englænder nogensinde. Den rekord har Jack Grealish ellers siddet på, siden han blev købt af Manchester City for 875 millioner kroner i sommeren 2021.

MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER