Det læser brugerne på INDKAST lige nu

England: Premier League
FT
1 - 0
(0 - 0)
Brentford
Manchester C
E. Pinnock (85)
Niklas Gerster

Europa udeblev for Brentford trods flot sejr

Brentford satte et flot punktum for sæsonen imod mestrene for City. Men danskermandskabet må vente lidt med Europa for denne omgang.
I årets sidste Premier League-spillerunde havde Brentford det sidste skud i bøssen i forhold til sensationelt at sikre sig europæisk fodbold. Det var 7. pladsen og Conference League-kvalifikationskampe, der var på spil for Brentford, som hjemme tog imod de allerede kronede engelske mestre fra Manchester City.

Danskerklubben med ligaens næstlaveste lønbudget har således overrasket alt og alle i denne sæson. De kunne dog ikke selv afgøre deres europæiske skæbne, da de udover at skulle vinde til eftermiddag, også var afhængige af pointtab hos både Aston Villa og Tottenham.

At der var mest på spil for Brentford var til at se fra begyndelsen. City havde gjort plads til en masse reservespillere, og hjemmeholdet fra Brentford gik fra første fløjt i et højt pres på gæsternes banehalvdel.

Men det er ikke uden grund, at City er blevet mestre i år, for selv deres breddespillere var i stand til at spille sig godt udenom Brentford-presset, og de gjorde deres for at bevise værdet over for manager Pep Guardiola. Det blev dog en ret så låst og chancefattig affære i første halvleg.

Cole Palmer stod for det bedste forsøg for City i kampens indledende fase, og hos Brentford var det Vitaly Janelt med de bedste tilbud, da han havde et dobbeltforsøg, som til sidst gik lige over mål efter et langt indkast i det 40. minut. Dermed endte første halvleg 0-0.

Det var langt hen ad vejen et lignende kampbillede i anden halvleg, som også forløb chancefattigt. I 55. minut opstod dog en hektisk situation, da der var et flipperspil af skud i det lille felt hos City, hvor Brentford også appellerede for straffe for hånd på bolden. Fløjten forblev dog tavs.

Herefter fik vi en længere fase uden de store begivenheder. Brentford jagtede de vævre City-boldspillere, som flot trillede kuglen rundt. De lyseblå satte dog overraskende få direkte angrebsaktioner sammen, og de så ud til at være fint tilfreds med en deler i sæsonafslutningen.

Det lugtede dermed længe af 0-0, men pludselig tog hjemmeholdet så føringen. I det 85. minut kom de til gennembrud i højresiden, og et hårdt indlæg blev headet på tværs af Bryan Mbeumo. Centralt i feltet havde forsvarsspilleren Ethan Pinnock listet sig frem, og han sparkede 1-0-scoringen i nettet.

Men nu begyndte City så pludselig også at jagte, og omkring det 90. minut var det igen Cole Palmer, som på mirakuløs vis forspildte to gigantchancer i det lille felt, og kun heroisk Brentford-forsvarsspil forhindrede en udligning.

Brentford endte dog i sidste ende som sejrherrerne, men på trods af de flotte tre point, der blev leveret til hjemmepublikummet, så blev det ikke til europæisk fodbold i denne omgang for manager Thomas Frank & co. I stedet blev Aston Villa syver, og nappede den sidste Europa-plads. Brentford slutter på en 9. plads.

City fik trods nederlaget givet hvile til stjernespillerne, og holdets bredde demonstrerede et godt bundniveau. City har således nu kun to kampe tilbage af sæsonen. Dog to vilde af slagsen da både FA Cup-finalen og Champions League-finalen venter inden for de næste fjorten dage.

MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER