Mesterskabsgyser i Bundesligaen – Her er scenarierne
Af Niklas Gerster

Hvis Dortmund bliver mestre, vil det være klubbens niende tyske mesterskab. Men samtidigt vil de også kunne forhindre Bayern München i at vinde deres ellevte mesterskab på stribe!
Men hvilke udfald har betydning for, hvor mesterskabet bliver placeret? Det har det tyske medie Bild givet en række perspektiver på. Dortmund har et forspring på to point ned til Bayern inden denne sidste 34. spillerunde, og tager hjemme imod Mainz, imens Bayern skal en tur til Köln.
Hvordan bliver Dortmund mestre?
Dortmund bliver mestre, hvis de blot vinder deres hjemmekamp imod Mainz. Men hvis Bayern taber eller spiller uafgjort i Köln, vil alle udfald af Dortmund-kampen også gøre Dortmund til mestre.
Hvordan bliver Bayern mestre?
Bayern skal vinde deres kamp i Köln for overhovedet at have en chance for at blive mestre, og forudsat de vinder på udebanen, vil de blive mestre, hvis Dortmund taber, men også hvis de spiller uafgjort.
Skulle Dortmund spille uafgjort samtidigt med, at Bayern vinder, vil de to klubber dog have det samme antal point, og her bliver målscoren afgørende.
München-mandskabet vil således alligevel hive deres ellevte titel i streg hjem, da de har en langt bedre målforskel på +53 mål sammenlignet med Dortmunds +39. Dortmund vil derfor efter al sandsynlighed jagte sejren på trods af deres pointforspring.
Du kan følge den uhyre spændende mesterskabsafgørelse i Bundesligaen lørdag klokken 15.30, hvor alle kampene afvikles samtidigt. Kampene kan ses på TV3 Max, See eller Viaplay.