Hjem fra skiferie til – dyr – fyreseddel
Af Daniel Fisker

Meget kunne derfor tyde på, at Nagelsmann havde forberedt sig på at få sparket efter 20 måneder i den sydtyske storklub, da han ankom på Bayern Münchens træningsanlæg på Säbener Straße klokken 15 fredag eftermiddag.
Den nu forhenværende Bayern München-træner havde ellers udnyttet landskampspausen til at tage på skiferie i Zillertal med sin 30-årige kæreste Lena Wurzenberger, men her fik han nys om den nærtforestående fyring.
Da Nagelsmann var tilbage i München, kørte han en omvej for at sætte sin kæreste af, før han ankom til parkeringsanlægget ved Bayern Münchens træningsanlæg, hvor han mødtes med sine personlige rådgivere, Volker Struth og Sascha Breese, før skæbnemødet med Bayern Münchens direktør, Oliver Kahn, og klubbens sportsdirektør, Hasan Salihamidzic.
Bayern München ligger lunt i svinget I titelkampen, selvom den sydtyske storklub halter et enkelt point bag Borussia Dortmund i Bundesligaen, mens ”Der FCB” har kvalificeret sig til kvartfinalerne i denne sæsons Champions League-turnering.
Derfor kan man sige, at fyringen af Nagelsmann, som har chokeret fodboldverdenen, tilmed kom som lyn fra en klar himmel. Det kan tilsyneladende ende med at blive et dyrt chok for Bayern Münchens vedkommende.
BILD rapporterer, at fyringen af Nagelsmann, som ifølge det tyske medie tjener 67 millioner kroner om året, kan komme til at koste den sydtyske storklub op imod 520 millioner kroner.
Hvis ikke Bayern München og Nagelsmann når frem til en aftale, skal ”Der FCB” udbetale det resterende af de mere end tre års løn, Nagelsmann har til gode, hvilket beløber sig til mere end 200 millioner kroner.
De 520 millioner kroner inkluderer også udbetalinger til Nagelsmanns stab, som også ser ud til at være fortid på Allianz Arena, fordi Nagelsmann har fået sparket.
Videoanalytikeren Benjamin Glück samt assistenttrænerne Dino Toppmöller og Xaver Zembrod har efter sigende også krav på økonomisk godtgørelse i kølvandet på deres fyringer.
Nagelsmann vandt 60 af de 84 kampe, hvilket svarer til 71,4 % af de kampe, han stod i spidsen for Bayern München, som han sluttede sig til i juli 2021. Han har vundet et Bundesliga-trofæ og to tyske Super Cup-trofæer.
I denne sæsons Champions League-turnering har det i den grad kørt på skinner for Nagelsmann og Bayern München. Den sydtyske storklub har vundet otte Champions League-kampe ud af otte mulige, hvorfor Bayern München – nu uden Nagelsmann ved roret – er klar til at møde Manchester City i kvartfinalerne.
Thomas Tuchel, som fik sit store trænergennembrud hos Borussia Dortmund, før turen gik til Paris Saint-Germain og senest Chelsea, som han forlod i september, blev præsenteret som Nagelmanns afløser, da fyringen af den tidligere RB Leipzig-træner blev officiel sent fredag eftermiddag.