Arsenal-salg skal bane vejen for Højlund
Football.London vil bruge et salg af Folarin Balogun til at finansiere et køb af ”Den næste Haaland” – Rasmus Højlund.
Dagens danske mand i skysovs må siges at hedde Rasmus Højlund. Den 20-årige angriber har gang i en gennembrudssæson i Atalanta, som dog er afbrudt af den aktuelle landskampspause, hvor Højlund indtog en hovedrolle torsdag aften.
Her tørnede Danmark og Finland sammen i Parken, og i den forbindelse leverede den unge angriber, som tilmed fik sin debut i den danske startopstilling, et hattrick, hvorfor han fredag har været forsidestof i det meste af fodboldverdenen.
Højlunds fænomenale torsdag aften har sat yderligere blus under de i forvejen varme transferrygter, som tager udgangspunkt i det danske angrebstalent. Et af disse rygter omfatter Arsenal, som Højlund tidligere har været rygtet til.
Football.London mener at vide, at ”The Gunners” pønser på et salg af Folarin Balogun, som i denne sæson er udlejet til Stade Reims, hvor han foreløbig står noteret for 17 Ligue 1-scoringer, fordi den 21-årige amerikaner kommer til at stå bag Gabriel Jesus og Eddie Nketiah i køen til spilletid, når han vender tilbage til Arsenal.
Balogun er efter sigende et varmt navn i Milano, hvor både AC Milan og Inter efter sigende står på spring for at få fingrene i den 21-årige amerikaner, som Arsenal – ifølge Inter Live – kan tænkes at forlange op imod 300 millioner kroner for.
Arsenal er ifølge London-mediet interesserede i føje en fysisk stærk angriber til klubbens offensive kræfter, og i den forbindelse har Højlunds hattrick torsdag aften tilsyneladende placeret den 1,91 meter høje dansker i søgelyset.
Football.London beskriver, hvordan Højlund af nogle allerede kaldes ”Den næste Haaland” selvom danskerens tal endnu ikke kan matche Haalands – eller Baloguns for den sags skyld. Højlund er dog kun 20 år gammel, og han står noteret for tre mål i tre landskampe. Da Haaland var 20 år gammel, havde han scoret ligeså mange mål – men i fire landskampe.