Endnu et stortalent fra Arsenal vælger det danske landshold over det engelske
Fremtidsudsigterne for Danmarks fodboldlandshold ser lyse ud, efter endnu et stortalent har valgt Danmark til.
Vi har tidligere kunnet berette om, at Arsenals stortalent Mika Biereth har valgt at spille for Danmark på trods af, at han havde mulighed for at vælge lande som England og Tyskland.
Nu har endnu en offensivspiller fra Arsenals akademi valgt at repræsentere Danmark. 15-årige Chido Obi har både repræsenteret England og Danmark på U16-niveau, men han har nu valgt, at han fremover vil trække i den rød/hvide dragt. Der er dog intet, der er slået fast med syvtommersøm, for så længe han repræsenterer landene på ungdomsniveau, så har han mulighed for at skifte mellem landsholdene. Det er først, når han har spillet en A-landskamp, at han er låst og dermed ikke længere kan ændre sit valg.
Som blot 14-årige fik Chidozie Obi-Martin, som er hans fulde navn, sin debut for Arsenals U18-hold. Der er altså ingen tvivl om, at Arsenal ser et stort lys i den unge dansker der også har nigerianske rødder.