Europa: Champions League
FT
1 - 0
(0 - 0)
Real Madrid
Liverpool
K. Benzema (78)
Henrik Varbøl Andersen

Benzema sendte Liverpool ud i Champions League-mørket

Jürgen Klopp satsede med en offensiv opstilling, men det rutinerede Madrid-hold holdt kampen i en skruetvinge, og sikrede sig sikkert adgang til kvartfinalerne.
Det lignede “All or Nothing” for Liverpool i aftenens Champions League-returkamp, hvor de engelske gæster skulle forsøge at vende et 2-5-nederlag fra første møde på Anfield. Real Madrid kunne være lidt mere tilbagelænede, og måske også lægge fokus frem mod "El Clasico" på søndag.

Liverpool havde brug for en god start, og efter seks minutter var det lige før, at de netop fik denne drømmestart, men Darwin Nunez kunne ikke i fri position score på Thibaut Courtois. I det hele taget var det en livlig start fra begge mandskaber.

Real Madrid tog dog hurtigt over, og de offensive profiler Karim Benzema og Vinicius Junior begyndte igen at terrorisere gæsternes defensiv, og Alisson havde nok at se til i målet. Vinicius måtte se Alisson udøve en mirakel redning, og kort efter fik Liverpool-målmanden lige nøjagtigt fingerspidserne på et Camavinga langskud, så bolden endte på overliggeren.

Courtois ville ikke stå tilbage, og han parerede forsøg fra både Nunez og Cody Gakpo i en fase, hvor det var gæsterne i den dominerende rolle.

Trods de mange chancer så endte første halvleg, som den startede nemlig målløst, og dermed fortsat lang vej for ”The Reds” til at skabe miraklet.

I anden halvleg fortsatte det offensive spil fra begge mandskaber, og Federico Valverde fik en friløber, men det var virkelig målmændenes kamp, og endnu en gang vandt Alisson duellen. Det var helt utroligt, at der efter 70 minutter fortsat stod 0-0.

Real Madrid havde godt styr på kampen, og de holdt gæsterne fra fadet, mens det virkede som at hjemmeholdet efter behag kunne skabe chancer, hvis de ville. Med ti minutter igen af opgøret afgjorde Benzema så opgøret.

En returbold havnede hos en fri Vinicius, og han var hurtig i opfattelsen og fik skubbet bolden over til Benzema, som let kunne sparke bolden i mål.

Målmæssigt var der langt op til de syv mål fra Anfield, men det var nu alligevel en ganske underholdende affære, og Real Madrid ligner igen en seriøs bejler til Champions League-titlen.

Det læser brugerne på INDKAST lige nu

MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER