Manchester United – med sydamerikansk samba
Erik ten Hag har fået noget ”Grinta” på Old Trafford…
Seks år var det siden, at Manchester United sidst havde vundet et trofæ, inden de søndag vandt Carabao Cup-finalen over Newcastle. Holdet er stadigvæk med i flere turneringer og skulle de ende i Europa League og FA Cup-finalerne, vil de komme op på vanvittige 65 kampe i denne sæson.
De mange kampe har gjort, at den ny Manchester United-manager Erik ten Hag har skulle bruge alle kræfterne i truppen – og ikke mindst de nye sydamerikanske spillere. Den hollandske manager hentede i sommer brasilianske Casemiro og argentinske Lisandro til klubben – og de har gang i en god debutsæson for Manchester United.
Begge spillere er kommet med den sydamerikanske ”Grinta”, som kan oversættes med at være meget passioneret og aggressiv samt at have den rigtige mentalitet. Men duoen er langt fra de eneste sydamerikanske spillere, der har gjort det godt i denne sæson for Manchester United. Indkast.dk har kigget nærmere på truppens sydamerikanske spillere:
Antony
Han blev købt meget dyrt hos Ajax og har været hele følelsesregisteret igennem for Manchester United, men han har betalt meget tilbage ved blandt andet at lave nogle meget vigtige mål i denne sæson. Især venstrebensafslutningerne har været af høj klasse. Indtil videre har han scoret imod Arsenal, Manchester City og Barcelona.
Fred
Der er ingen tvivl om, at ten Hags favoritter til den centrale midtbane består af Casemiro og Christian Eriksen, men i fraværet af danskeren har Fred gjort det stærkt, og han har blandt andet lavet fire mål i ti kampe.
Alejandro Garnacho
Den 18-årige argentiner har udviklet sig til en af de mest spændende unge spillere i Europa, og han har allerede lavet en del mål. Han blev matchvinder imod Real Sociedad og Fulham – så han kunne godt blive fremtidens stjerne på Old Trafford.
Lisandro Martinez
Martinez har fået øjenavnet ”Slagteren”, da den argentinske VM-vinder spiller meget hårdt. Han har i denne sæson udgjort et solidt makkerpar med Raphael Varane og sendt kaptajnen Harry Maguire langt væk fra startopstillingen.
Casemiro
Det skabte en del undren, da Manchester United valgte at betale Real Madrid omkring 550 millioner kroner for den 30-årige brasilianer. Casemiro havde forinden vundet fem Champions League-trofæer med ”Kongeklubben” og dette har han overført til Manchester United. Han har været holdets bedste spiller i denne sæson – selvom Marcus Rashford også har været stærk.