Medie:
Real Madrid vil give legendarisk nummer til superstjerne
Af Andreas Wohlers-Herbert
Mange numre er efterhånden synonyme med ikoniske spillere, men ingen måske mere end Cristiano Ronaldo og nummer syv i Real Madrid. Nu vil kongeklubben så give nummer syv til en af verdens allerbedste unge spillere.

Nummer syv i Real Madrid er dog ikke bare et nummer, som klubben lader hvem som helst rende rundt med på ryggen. Det er nemlig nogle af de absolut største spillere i klubbens historie, der tidligere har båret trøjen med nummer syv. Emilio Butragueño, Raul og Cristiano Ronaldo har alle sammen tidligere spillet med nummer syv for ”Los Blancos”.
Selvom det er en tung arv, så er der nok gode chancer for, at Vinícius Júniors talent kan bære den. Brasilianeren har været flyvende det sidste års tid, hvor han senest gjorde ondt på Liverpool i Champions League. Her leverede den lynhurtige kantspiller to mål og en enkelt assist i Real Madrids flotte 5-2 sejr på Anfield.