Rice til Højbjerg:
Jeg kan ikke lide dig
Af Daniel Fisker

Harry Kane satte indskiftede Heung-min Son i scene til at fordoble Tottenhams føring, da der var 18 minutter tilbage af søndagens sene Premier League-opgør, og dermed blev der ifølge kampens første målscorer, Davies, sat et godt punktum for en ellers hård uge, som blev skudt i gang med et nederlag til Leicester.
- Det var en hård uge – specielt efter kampen mod Leicester, udtaler Ben Davies ifølge Football.London.
- Sandheden er gået op for os et par gange, men jeg synes, at vi i dag kom stærkt tilbage. Vi var solide, vi arbejdede hårdt, og jeg er glad for sejren.
Selvom 2-0-resultatet sendte Tottenham op på fjerdepladsen i Premier League, måtte det – for Tottenhams vedkommende – flotte resultat efterfølgende dele opmærksomheden med en episode, som udspillede sig mellem Pierre-Emile Højbjerg og Declan Rice i kampens døende minutter, hvor de to midtbanedynamoer røg i totterne på hinanden.
Højbjerg og Rice havnede i en særdeles ophedet meningsudveksling, og i kølvandet på kampen er der på de sociale medier blevet spekuleret i, hvad der blev sagt i de ophedede sekunder. De fleste er enige om, at Rice gav sin personlige mening om Højbjerg til kende med ordene:
- Jeg kan ikke lide dig.