Ancelotti kan blive ny landstræner i Brasilien
Carlo Ancelotti rygtes i øjeblikket til at overtage trænerjobbet på det brasilianske landshold.
Real Madrid er nok det hold i verden med de allerhøjeste standarder og forventninger til deres sportslige præstationer, og mange vil nok mene, at forventningerne ikke er blevet indfriet indtil videre i nuværende sæson, da man halter bagefter i LaLiga og tabte supercuppen. Man skal dog aldrig dømme hovedstadsklubben ude – og specielt ikke, når deres cheftræner er den succesrige italiener, Carlo Ancelotti.
På trods af liga- og supercup-skuffelsen, er der dog gode chancer for at Real Madrid kan hente flere trofæer hjem til det allerede fylde trofæskab på Santiago Bernebeu. Allerede i morgen aften kan de vinde sæsonens første trofæ, da de møder Al-Hilal i klub-VM-finalen. Forud for opgøret har der dog været flere rygter om, at deres cheftræner, Carlo Ancelotti, kan være på vej til at overtage et landstrænerjob i Brasilien.
Ifølge det amerikanske sportsmedie, ESPN, vil Carlo Ancelotti overtage jobbet som landstræner for Brasilien, når sæsonen slutter. Den 63-årige italiener har dog kontrakt i Real Madrid frem til 2024, hvilket han også minder journalister om til dagens pressemøde – forud for klub-VM-finalen:
- Min situation er helt klar. Jeg har en kontrakt med Real Madrid indtil 2024.