Niklas Gerster

FCM-legende blåstempler mulig ny transfer

Mohammed Zidan har ageret bindeled imellem FC Midtjylland og deres aktuelle transfermål Emam Ashour.
FC Midtjyllands tidligere egyptiske driblekonge Mohammed Zidan har ifølge en historie fra bold.dk udtalt sig omkring det transferrygte, der kom frem i går, omkring at ”Ulvene” havde budt på den 24-årige egyptiske landsholdsspiller Emam Ashour fra den egyptiske klub Zamalek.

Zidan skulle angiveligt have spillet en væsentlig rolle i forhold til FC Midtjyllands henvendelse på landsmanden. Zidan siger følgende om dialogen imellem parterne:

- FC Midtjylland henvendte sig om Emam Ashour for to uger siden, og spurgte mig om min personlige mening om spilleren. Jeg fortalte dem, at Ashour er en profil i den egyptiske Premier League, og har evner, der gør, at han kan udvikle sig yderligere, hvis han skifter til en klub i Europa.

41-årige Zidan som spillede for FCM fra 2003 til 2005 har således haft en finger med i spillet i forhold til denne mulige transfer. Zidan har dog ikke kun haft samtaler med FCM om Ashour, men har også været bindeled imellem den unge midtbanespiller og klubben.

FC Midtjylland skulle angiveligt have aflagt et bud på hele 20 millioner kroner for Ashour, som tyder på at være klubbens bud på en afløser for Evander. Det tyder dermed på at være en markant forstærkning, og ifølge Zidan er det ikke kun transfersummen, som får én til at spærre øjnene op:

- Ud fra hvad jeg ved, vil Midtjylland give Ashour en virkelig god kontrakt, der vil gøre ham til klubbens bedst betalt spiller.

Det må siges at være ret så markant, hvis en så relativt ung spiller skulle ryge op i toppen af FC Midtjyllands lønhierarki. Transferen er dog endnu ikke en realitet, men måske kan FC Midtjylland snart bryste sig af en ny egyptisk kreatør – Måske takket være klublegenden Mohammed Zidan?

MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER