England: FA Cup
FT
2 - 1
(1 - 1)
Brighton
Liverpool
L. Dunk (39), K. Mitoma (90)
H. Elliot (30)
Henrik Varbøl Andersen

De forsvarende mestre ude af FA-cuppen

Der var revanche til gode for The Reds efter de i ligaen blev skilt ad med et 0-3 sidst de var på besøg hos Brighton, men endnu en gang måtte Klopp forlade Amex Stadium som taber.
Endnu en turnering gik i vasken for Liverpool og Jürgen Klopp, da de endnu engang måtte traske fra Amex Stadium som tabere til et stærkt spillende Brighton mandskab, der bare bliver ved med at imponere.

18-årige Stefan Bajcetic holdt endnu en gang både Fabinho og Jordan Henderson på bænken hos Liverpool, som blot havde en enkelt ændring i start 11, da Trent Alexander-Arnold afløste James Milner på højre back. Ellers var det de samme, som senest spillede 0-0 mod Chelsea, som skulle sende de forsvarende FA-mestre videre i turneringen.

Opgøret startede livligt og med Salah flyvende ned ad højre kanten, men symptomatisk for egypterens nuværende form, så endte det alt for ofte i ingenting.

Brightons modsvar hed Kaoru Mitoma, som ofte udfordrede Liverpool-defensiven med sine udfordringer fra venstre kanten, og Alexander-Arnold havde rigeligt at se til. Netop Arnold reddede dog efter 15 minutter et Brighton forsøg, da han stod på linjen og sparkede væk efter at Alisson var passeret.

Hvis hjemmeholdet burde have ført efter 15 minutter, så skulle Salah have scoret efter 24 minutter. Harvey Elliot sendte ham alene igennem, men den normalt så træfsikre Salah sendte bolden forbi mål. Salah var dog hele tiden farlig og ti minutter senere var han på spil igen.

Rollerne var dog byttet rundt, og denne gang sendte Salah så Elliot alene igennem og den unge englænder svigtede ikke, og sendte de medrejsende og hårdtprøvede Liverpool-fans i vild jubel med scoringen til 1-0.

Gæsterne kunne dog ikke for tredje kamp i træk spille til nul. En returbold efter et hjørnespark havnede hos Tariq Lamptey, som fyrede højre støvlen af. Hans skud ville dog nok være gået langt forbi, hvis ikke Lewis Dunk rettede bolden af, hvorved den snød Alisson og udligningen var en realitet.

Det blev ikke til mere i en ganske underholdende første halvleg.

Anden halvleg indeholdt dog ikke samme kvalitet, og begge hold ledte efter den afgørende scoring, men chancerne var der ikke mange af.

Med tyve minutter igen var chancen der for hjemmeholdet. Sidst de to hold mødtes var Sonny March med to mål den store helt, og det var netop ham, som var tæt på i det lille felt, men Alisson diskede op med en stor fodparade.

Det lignede længe, at de hold skulle op mod hinanden igen om 10 dage i en retur på Anfield, men to minutter inde i overtiden leverede første halvlegs bedste spiller Mitoma magiske detaljer og sendte Amex i ekstase.

Han jonglerede en enkelt gang med bolden inde i det lille felt, før han sparkede den ind bag ved Alisson, og dermed sikrede 2-1 sejren til hjemmeholdet.

Dermed skal der findes en ny vinder af FA-cuppen, og Liverpools problemfyldte sæson fortsætter mod afgrunden, hvor de nu kun har Champions League-trofæet tilbage at kæmpe om.

Det læser brugerne på INDKAST lige nu

MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER