Ajax fyrer cheftræner!
Af Louis Andersen

- Det er en smertefuld men nødvendig beslutning. Trods den gode sæsonstart har vi tabt mange unødvendige point, og selve fodboldspillet er også usikkert, udtaler direktør Edwin van der Sar.
- Under VM fik vi en tidlig og lang vinterpause. Vi gav Alfred tid og tillid til at ændre tingenes tilstand, men det er blevet klart for os, at han ikke kunne ændre det, tilføjer den tidligere målmand.
Alfred Schreuder forlader de hollandske rekordmestre med seks uafgjorte ligakampe i træk. Ajax ligger aktuelt nummer fem i ligaen med syv point op til førerholdet Feyenoord. I deres Champions League-gruppe endte Ajax som nummer tre og skal derfor deltage i Europa League, som starter til februar. Her venter Union Berlin i den første knockoutrunde.
Ud over Alfred Schreuder er assistenttræner Matthias Kaltenbach også løst fra sin kontrakt med øjeblikkelig virkning. Det fremgår ikke, hvem der skal tage over.