Kent Christensen

Brentford forlænger med dansker

Mathias Jensen, som også var i den danske landsholdstrup under VM-slutrunden i Qatar, har underskrevet en ny kontrakt med Brentford.
Brentford, der herhjemme også bliver kaldt for ’danskerklubben’, er i den grad en fodboldklub i fremgang. Siden deres oprykning til Premier League for to sæsoner siden, har de i stigende grad formået at rykke længere og længere op ad tabellen, hvor de i øjeblikket ligger på en ottendeplads med 29 point efter 19 kampe – sammenlignet med sidste sæson, hvor de endte på en trettendeplads.

Mathias Jensen, der har fem landsfæller i førsteholdstruppen og en dansk manager – Thomas Frank – kan nu glæde sig over at underskrive en kontraktforlængelse med klubben, der rækker indtil sommeren 2026. Mathias Jensen har spillet i klubben siden 2019 og er i nuværende sæson blevet noteret for to mål og fire assist i Premier League.

Mathias Jensens kontrakt stod til at udløbe til sommer, og danskerens manager, Thomas Frank, er også positivt stemt om kontraktforlængelsen, da han udtaler:

- Jeg synes, at han har været en af vores bedste spillere i denne sæson, efter at han i sidste sæson var uheldig med sygdom og skader. Han har vist, hvad han kan tilbyde holdet, og hvor stort et potentiale han har. Han er vores foretrukne sparker på dødbolde, og vi ved, at han kan diktere kampene fra den centrale midtbane. Jeg ville gerne have flere mål og assist fra ham i denne sæson, og det har jeg fået.

MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER