Torsten Brix

9 år – 8 managere – 3 nedrykninger og 2 vundne play-offs

Indkast.dk har kigget nærmere på Premier League-topholdet Fulham med den kontroversielle ejer…
Da Chelsea tabte med 1-2 til Fulham, var de engelske medier i de efterfølgende dage overfyldt med historier om det kriseramte Graham Potter-mandskab og det røde debutkort til Joao Felix. Men i skyggen af dette så spillede Fulham sig altså sig op på en 6. plads i Premier League.

Noget af en bedrift for oprykkerholdet, der med sejren over Chelsea havde vundet fire PL-kampe i træk, hvilket var første gang, at de havde vundet så mange kampe i træk i den bedste engelske fodboldrække siden april 1966.

Fulhams 31 points halvvejs i turneringen er det største antal point for en oprykker i 17 år, og situationen er helt anderledes i Chelsea. De har kun vundet én kamp ud af de sidste ni kampe, og det fik Fulham-fansene til at synge en hilse til Potter:

- You’re getting sacked in the Morning…

Derudover sang de også med stor tilfredshed følgende:

- We are staying up!

Mon ikke Fulham bliver i Premier League, og det har de ellers ikke for vane at gøre, for kigger man på holdets placering de sidste sæsoner, ser det således ud for elevator-holdet:

2017/18: 3 i Championship
2018/19: 19 i Premier League
2019/20: 4 i Championship
2020/21: 18 i Premier League
2021/22: 1 i Championship

2022/23 bliver dermed sæsonen, hvor Fulhams Yo-Yo-tilværelse stopper og måske ender de med at komme til at spille europæisk fodbold i den kommende sæson. Meget af denne fremgang kan tilskrives den letgenkendelige klubejer Shahid Khan.

Den 72-årige forretningsmand har ejet klubben i ni år og i den periode har der være otte managere. Flere af dem har været solide fodboldnavne som Martin Jol, Rene Meulensteen, Felix Magath, Kit Symons, Slavisa Jokanovic, Claudio Ranieri, Scott Parker og den nuværende manager Marco Silva, der har en fortid i både Watford og Everton. Men undervejs i dette kaos har der faktisk været sportslig fremgang.

Fulham-formen har været opadgående i denne sæson, men også i den sidste hvor de hentede vanvittige 106 points i Championship. Udover det utvivlsomt gode arbejde af manager Silva, så roses Khans søn Tony også for sin rolle med at skaffe de rigtige og gode spillere til klubben. Men Tony har også lært fra barnsben, at alt er muligt…

Seneste eksempel på dette er, hvordan stadionet Craven Cottage er blevet udvidet blandt andet med deres nye ”Riverside Stand”, hvis design er helt unikt forbundet med Thames-floden. Denne del af stadion kommer til at have et mindre hotel, restauranter, en spa-afdeling og nogle unikke tagterrasser.

Khan har tjent mange penge på fremstillingen af kofangere og købte Fulham af Mohamed Al Fayed i 2013. Han ejer også det amerikanske fodboldhold Jacksonville Jaguers. Han har også tidligere forsøgt at købe Wembley Stadium af det engelske fodboldforbund, men det lykkedes ikke. Han formåede dog at få nogle NFL-kampe spillet på det store fodboldstadion. Blandt andet spillede Jaguers i London i oktober imod Denver Broncos. Så alt spiller i Fulham for tiden… men stadigvæk lidt i skyggen af de andre London-hold!



MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER