Niklas Gerster

Vidste du om... Karim Benzema

Pudsigheder og andre fakta om den 35-årige Real Madrid-legende Karim Benzema som netop har annonceret, at hans tid i den spanske hovedstadsklub er forbi.
Karim Benzema og Real Madrid har i dag meldt ud, at den franske bomber med øjeblikkelig virkning stopper i klubben, og han skal med al sandsynlighed i stedet prøve kræfter med den saudiarabiske klub Al-Ittihad.

I den forbindelse giver Indkast.dk dig her en række kuriøse fakta omkring den franske landsholdsangriber. For vidste du følgende om Karim Benzema:

- at han har hele otte søskende. Fem søstre og tre brødre.

- at han har algeriske rødder, og at Algeriets fodboldforbund forsøgte at rekruttere ham til deres landshold, da Benzemas navn blev kendt i fodboldeuropa.

- at han har rekorden for det hurtigst scorede mål i et El Clasico-opgør. I 2011 bragte han Real Madrid foran efter 22 sekunder imod FC Barcelona.

- at han er den ældste spiller, som har scoret et hattrick i en Champions League-kamp. Det var i en 3-1-sejr imod Chelsea, hvor han havde en alder på 34 år og 108 dage. Med hattricket overtog han rekorden fra sin landsmand Olivier Giroud, som blot var 26 dage yngre, da han gjorde det selvsamme.

- at han blev kritiseret for problemer med vægten, da han kom til Real Madrid i 2009. Derfor søgte Benzema hjælp hos en vægttabsklinik i Italien.

- at han er kommet i Guiness Rekordbog sammen med Lionel Messi for at have scoret i 18 Champions League-sæsoner i streg siden 2005/06-sæsonen.

- at der findes en dokumentar om ham fra 2017, der hedder Le K Benzema. Her figurerer blandt andet interviews fra hans familie samt fra fodboldikonet Zinedine Zidane.

- at han i 2022 blev den næstældste spiller i historien til at vinde Ballon d'Or. Den ældste vinder er Stanley Matthews, som ved den første kåring i 1956 fik hæderen i en alder af 41 år.

- at han er den spiller i Real Madrid, som har lavet flest assists i alt. Hele 165 assists er det blevet til Real-trøjen.

- at han har rekorden for den ikke-spanske spiller, som har flest Real Madrid-optrædener. 647 kampe er det blevet til.

- at Benzema fravalgte en operation i fingeren i 2019, da den ville holde ham væk fra grønsværen i to måneder. I stedet prioriterede han at spille for Real i en svær periode, og har i stedet spillet med bandage på fingeren.

MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER