Torsten Brix

Skandaleværtskabet til Qatar – startede i Paris

Indkast.dk rejste til den franske hovedstad for at finde svar på fodboldhistoriens største skandale. Det handler blandt andet om millioner af kroner til et 10-årigt barn, Al-Jazeera, en stor våbenaftale, PSG og fodboldikonet Platini.
For år tilbage gik der en vandrehistorie om et bryllup, hvor brudgommen i begyndelsen af festen bad gæsterne om at åbne konvolutten under deres tallerkner. I disse var der et bevis på, at bruden var utro med brudgommens bedste ven – som også var med til festen. Dette var en sød hævn, men gad vide hvordan denne bryllupsaften forløb efterfølgende?

Det er lidt sådan en fornemmelse, man sidder med efter at have deltaget i VM-slutrunden i Qatars første halvdel. Os fodboldelskere er blevet inviteret til en fest, som vi har glædet os til længe, men som vi, selvom vi kun lige er startet på festen, helst vil hjem fra – fordi den er så tåbøjende pinlig… næsten ligesom det føromtalte bryllup må have været.

Den pinlige danske indsats – både på og udenfor banen – har ikke gjort denne opfattelse anderledes. Selvom dette havde været anderledes, ville VM-slutrunden stadigvæk have været en ”fezen” fest. Men hvordan er det gået så galt og hvordan pokker er fodboldfesten endt midt i en ørken på et besynderligt tidspunkt af året? Indkast.dk tog til Paris for at jagte forklaringen på dette, for mange af svarene på, hvorfor VM2022 endte i det uduelige Qatar, peger imod den franske hovedstad.

Alene hvis man går en tur på den så berømte indkøbsgade - Champs-Élysées – i Paris kan man mærke det underlige ved VM-slutrunden, der spilles meget langt derfra. Selvom Frankrig står overfor en gigantisk kamp imod England, er den ellers så fodboldglade nation ikke i fodboldstemning. Ingen trøjer i gadebilledet eller flag hængende ud fra vinduerne.

På den føromtalte Champs-Élysées har de store modeforretninger og dyre cafeer formået at holde discountbutikken ”H&M” væk, da den store tøjbutik ikke var god for gadens renomme. Til trods for dette kan man midt på gaden finde en butik, der sælger parfume. Ikke noget underligt i dette, men det bliver det, når parfumen hedder det samme som Tv-stationen Al-Jazeera og når butikken er placeret lige overfor fodboldklubben PSG’s megabutik. Fik jeg nævnt, at Al-Jazeera er fra Qatar, hvilket også ejerne af den franske hovedstadsklub er.

Lige her begynder det at gå fra at være underligt til pudsigt og minde om noget ulovligt. For lige her midt i ”Byernes By” mener mange store medier, at der blev lavet en af de værste studehandler i fodboldens historie – en af de største skandaler, hvis ikke den største. For ved præsidentboligen Elysée-palæet i 2010 blev det næsten arrangeret, hvordan VM2022 skulle havne i Qatar, selvom de ikke var særlig egnet til at afviklet turneringen. Siden er både FIFA-boss Sepp Blatter og UEFA-kollegaen Michel Platini blevet anklaget for korruption.


Korruption, våben og meget andet lort
Vi skal tilbage til den 23. november 2010, hvor den daværende franske præsident Nicolas Sarkozy mødtes med Platini og Qatars emir. Siden har fransk politi forsøgt at finde ud af, hvad der skete på mødet, og der er stærke mistanker om en studehandel af værste skuffe, hvor USA mistede det ellers oplagte værtsskab til Qatar.

Her lovede den franske fodboldlegende Platini angiveligt at skaffe nok stemmer til at skaffe Qatar værtskabet. Som modydelse ville den nuværende emir og daværende kronprins af Qatar, Tamim Al Thani, sende gigantiske summer til den gældsplagende parisiske fodboldklub PSG samt ikke mindst købe franske Airbus-fly, Rafales jagerfly, Tigerhelikoptere og Aster 30-antimissilsystemet med lang rækkevidde for den nette sum af 90.000.000.000 kroner. – altså omkring 90 milliarder kroner.

Gigantiske summer og derudover fik Platinis søn et attraktivt direktørjob – som mange mener, at han ikke var egnet til – hos sportsmærket Burrda, der administreres af et holdingselskab i Qatar. Alt sammen voldsomt belastende for Platini, og derfor er der ikke mange, der tror på hans vidneforklaringer om, at han havde bestemt sig for at stemme for Qatar inden den berømte frokost. En påstand som FIFA-præsidenten fra 1998-2015 Sepp Blatter har afvist. Han har påstået, at Platini skulle have sagt, at han følte sig presset til at stemme på Qatar af præsidenten Sarkozy. Sidstnævnte havde store interesser i, at de franske fly blev solgt. Udover salg af krigsmaskiner valgte den Qatar-ejede tv-kanal BeIN Sports også at investere voldsomt i Frankrig – lige efter frokosten.

Ved samme frokost blev det sikkert også bestemt, at Sarkozy – efter en endt politisk karriere – ville få tilbudt en bestyrelsespost til 640.000 kr. om året hos våbenproducenten Accor og på samme tid fik Platinis søn måske også tilbudt et konsulentjob til over en million kroner for at hjælpe PSG, som et halvt år senere blev overtaget af en fond fra… Qatar.

I netop PSG er der kommet en stor frontfigur udenfor fodboldbanen, som er præsidenten Nasser Al-Khelaifi. Han er formand for PSG's moderselskab Qatar Sports Investments, men sidder også i bestyrelsen for beIN Media Group, som er ejet den tidligere omtalte TV-stadion Al-Jazeera.

Samlet set kan alt dette virke rodet, og det er også kompliceret, men mange indicier peger på, at masser af disse studehandler gjorde, at VM endte i Qatar. Tingene går i ring og det virker også, som om pengene gør det samt at beslutningerne ikke træffes af dem, der er valgt til det, men af dem, der betaler dem – på den ene eller den anden måde. Gæt engang, hvem PSG-bossen Al-Khelaifis bedste barndomsven er? Korrekt… Qatars føromtalte emir Al-Thani, der var tilstede til det berømte besøg med den franske præsident og Platini.

Netop relationen imellem Al-Khelaifi og emiren samt dennes gigantiske gasressourcer er helt forsimplet årsagen - via en masse opkøb i Frankrig og Platinis mange venner, der formentlig er blevet købt til at stemme på Qatar – til, at VM skandaløst endte i Qatar.

Disse stemmer har FIFA-præsidenten Blatter formentligt også hjulpet med at skaffe og sikkert af den grund, er Blatter og Platini rygende uvenner, efter de i 2015 begge blev dømt for korruption. De kunne simpelthen ikke forklare, hvorfor Blatters FIFA sendte to millioner schweizerfranc til Michel Platinis privat-konto. Pengene kom lige efter den føromtalte frokost. I sommer blev både Blatter og Platini frikendt for dele af denne sag, da det ikke kunne bevises, hvorfor pengene var endt hos Platini.


Comme ci comme ca
I Platinis hjemland Frankrig har det været diskuteret, om der skulle være boykot eller ikke boykot af slutrunden. Indtil videre har det været ”Comme ci comme ca” – som betyder ”meget blandet”. Det kan vel også være svært at boykotte en slutrunde i Qatar, når store dele af Paris hænger sammen med PSG – der har byens varemærke Eiffeltårnet i deres logo – og når denne klub er ejet af staten Qatar og meget tyder på at skandaleslutrunden har en sammenhæng til Frankrig. Omvendt raser store dele af det multietniske land over måden, som menneskerettighederne er i Qatar. Midt i dette står mange franske landsholdsspillere, som får gigantiske lønninger i PSG. En af dem er superstjernen Kylian Mbappe, som har støttet nogle af de ”Ngo’er”, der arbejder for bedre menneskerettigheder i Qatar – dobbeltmoralsk? Jah… af værste skuffe.

Som tidligere nævnt er stemningen i Paris ikke ligefrem fodboldramt, og der afvikles heller ikke nogen storskærmsarrangementer i flere store franske byer – blandt andet Paris. En måling foretaget af Amnesty International før VM viste, at 48 % af franskmændene ikke ville følge VM, da de ikke vil acceptere menneskesynet i Qatar og behandlingen af de mange migrantarbejdere, som under umenneskelige vilkår har bygget VM-stadioner.

Disse mennesker er døde for, at andre kunne feste, og det blev sat i værk under et møde i Paris. En anden dato er også belastende for fodboldbosserne i denne sag. For i 2015 på luksushotellet Baur au Lac i Zürich blev en række FIFA-bosser arresteret for mistanke om bestikkelse og magtmisbrugt.

Efterfølgende har der været mange retssager og anklager. Under en af disse i New York berettede den tidligere sydamerikanske fodboldleder Alejandro Burzaco om, hvordan korruptionen fungerede i FIFA. Under retssagen i retslokalet blev han truet på livet, hvis han fortsatte sin åbenmundhed. Det gjorde han, og senere var de to personer, som Burzaco havde angivet som korrupte, døde. Den ene skudt på åben gade, mens den anden ”faldt” ud foran et tog. Burzaco var den første som vidnede imod Qatars værtskab for VM i 2022, og det fik alvorlige konsekvenser for mange.

En efterårsdag i 2011 blev Chuck Blazer anholdt, efter han lige havde forladt sin dyre lejlighed i ”Trump Tower”. Efterfølgende fortalte han præcist, hvordan han havde modtaget bestikkelse for at stemme på Sydafrikas VM-værtsskab tilbage i 2010. Blazer var en del af FIFA’s eksekutivkomité og han fortalte åbenhjertet om korruptionen, hvilket endte med at skabe de mange anholdte i Zürick i 2015 – samt Blatters stop.


To millioner dollars til 10-årig datter
Efterhånden er det mere og mere tydeligt, at flere og flere fra FIFA’s eksekutivkomité kan købes. Det kan næsten gøres åbenlyst, som da det kom frem, at en uofficiel konsulent for Qatars VM-bud havde overført to millioner dollars til en bankkonto, der stod i navnet på Ricardo Teixeiras dengang 10-årige datter. Teixeiras stemte for VM-værtskabet til Qatar.

Det er historier som disse, der fik FIFA til at hyre stjerneadvokaten Michael Garcia til at undersøge sig selv, men efter et par års arbejde slog han i 2014 fast, at han havde:

- Identificeret alvorlige og vidtrækkende problemer med bud- og tildelingsprocessen til VM 2018 og 2022.

Kort tid inden Garcias rapport kom, valgte FIFA kun at offentliggjorde et resumé med ca. en 1/10-del af den oprindelig rapport. Ud fra dette valgte de – grotesk nok – at frifinde netop værterne Rusland i 2018 og Qatar i 2022. Efterfølgende slog Garcia fast, at FIFA’s fremlagte resumé havde ”mange ufuldstændige og fejlagtige fremstillinger af fakta og konklusioner”. I 2017 blev hele Garcia-rapporten lækket, og heri kunne man læse:

- En række medlemmer af eksekutivkomiteen søgte at opnå personlige tjenester eller fordele.

Garcia påpegede altså problemerne overfor FIFA, men de anerkendte det ikke og valgte endda at omskrive den uvildige advokatundersøgelse, som de selv havde bestilt. Desuden har talsmanden for VM-slutrunden i Qatar, Hassan Al Thawadi, sagt, at der har været talt meget om, hvordan stemmer faldt på dem, men at der ikke er nogen beviser på, at det ikke er forgået efter bogen. Det er direkte løgn. Disse vanvittige påstande blev fulgt op af ubegrundede beskyldninger om racisme. Siden, at eksekutivkomiteen tildelte Qatar VM-værtskabet, er 11 af de 22 medlemmer dømt for korruption og det tal vil fortsat vokse. Trods dette sagde Hassan Al Thawadi:

- Jeg ved godt, at flere medlemmer af eksekutivkomiteen er blevet tilbageholdt. Det er af andre grunde og er ikke i relation til vores værtskab i 2022. Uheldigvis blev vores VM født i ild.

Midt i denne ild står den nuværende FIFA-præsident Gianni Infantino, som inden turneringens start slog fast, at dette ville blive ”den bedste VM-slutrunde nogensinde”. Han tog grueligt fejl. Det blev den værste…

VM2022 blev et mareridt og ikke den ønskede fodboldfest og midt i Paris udspillede sig starten på denne nedtur, der må være fodboldhistoriens største skandale. Pudsigt nok så har det franske nationalmuseum for tiden en udstilling om epidemier i verdenshistorien. Fra pest til kolera via Aids og til Covid-19. Nu er Qatars værtsskab ikke en epidemi, men ligesom ved tidligere tiders kriser, så hænger skyerne eller tågen meget lavt over den franske hovedstad. Og ligesom ved tidligere tiders kriser, så rammer denne også den franske stolthed.

I Paris mødte Indkast.dk ingen VM-stemning bortset fra hos to unge fyre fra Marokko. De havde lige slået Spanien ud af slutrunden efter en straffesparkskonkurrence og inden de forsvandt ud i den ellers så smukke by, slog de fast:

- End ikke korrupte fodboldbosser kan stoppe vores fest i aften…

MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER