Niklas Gerster

Vildt scenarie kan komme i spil imellem Danmark og Tunesien!

Der kan opstå en situation, hvor flest gule og røde kort kan afgøre, om det bliver Danmark eller Tunesien, der avancerer til ottendedelsfinalen.
Det er nok ikke gået mange danske fodboldinteresseredes næse forbi, at det danske herrelandshold i dag spiller en skæbnekamp til VM imod Australien. Det kan sættes simpelt op. Hvis Danmark vinder, og Tunesien ikke slår Frankrig, er Danmark videre.

Det er nok den mest simple afgørelse, der kan opstå i gruppen i dag. Der kan dog også forekomme en vildere situation, hvis både Danmark og Tunesien vinder deres kamp. Bold.dk har oplistet et vanvittigt scenarie, hvor gruppens 2. plads skal findes ud fra Fair Play-point.

Forud for rundens sidste kamp er Tunesien og Danmark helt lige indbyrdes, og har samme måldifference, som er de første parametre, der rangeres ud fra ved pointlighed. Dernæst er det flest scorede mål, og her er Danmark bedst. MEN. Hvis f.eks. Tunesien vinder 2-1, og Danmark vinder 1-0, vil de to hold være komplet lige på alle de omtalte parametre.

Skulle dette scenarie opstå, vil reglen om Fair-Play-point blive afgørende, og her er de to hold minsandten også helt lige! Begge hold har modtaget fire gule kort i de første to kampe. Derfor kan pointsystemet fra Fair-Play komme i spil, og det vil være som følger:

Et gult kort giver minus et point.
Udvisning som følge af to gule kort giver minus tre point.
Direkte rødt kort giver minus fire point.
Gult kort efterfulgt af direkte rødt giver minus fem point.

Så hvis der skulle opstå den vilde situation, at Danmark vinder 1-0 samtidigt med, at Tunesien vinder 2-1, kan du godt forberede dig på at tælle advarsler. Skulle det tilmed ende lige på antal kort, vil det nærmest være som en sten, saks, papir-afgørelse i skolegården, da FIFA vil afgøre udfaldet ved en lodtrækning.

MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER