Mbappe - I Laudrups fodspor
Indkast.dk bringer et kapitel fra bogen om Kylian Mbappe - det handler om Michael Laudrup...
I efteråret 2022 fortsætter Mbappé, hvor han slap. I den franske liga scorer han et mål i gennemsnit pr. kamp, men det er hans præstation i årets første kamp i gruppespillet i Champions League, der for alvor vækker opsigt. Efter blot 22 minutters spil i den første kamp mod Juventus har han allerede scoret to gange i opgøret, der ender med en 2-1-sejr.
Begge mål er de rene perler, og begge scoringer vækker minder hos ikke mindst de danske fodboldfans, der husker Michael Laudrup fra hans storhedstid på Johan Cruyffs Dream Team i begyndelsen af 1990’erne. Ved Mbappés første mål er det ikke scoringen, men oplægget der leder tankerne hen på Michael Laudrup. Assisten kommer fra Neymar, der vipper bolden i en høj bue hen over forsvaret.
Præcis som Michael Laudrup gjorde det ved to uforglemmelige scoringer. Den første gang var i Barcelona-trøjen, hvor han med sin kig-væk-finte fikserede modstanderne og lobbede bolden hen over forsvaret til en fri Romário, der lod bolden hoppe en enkelt gang, inden han køligt lobbede den hen over målmanden og i mål.
Den anden gang var under VM i Frankrig i 1998 i ottendedelsfinalen med Nigeria, hvor Danmarks nummer 10 lobbede bolden frem til Ebbe Sand, der spillede sig selv fri med hovedet, hvorefter han halvflugtede bolden i mål. I modsætning til Romário og Ebbe Sands scoringer vælger Mbappé dog at slå til i første hug. Da han ser Neymars aflevering, spurter han frem og helflugter med højrefoden bolden hårdt forbi Juventus-keeperen. Det er et klassemål, der bliver svært at komme udenom, når skal der laves kavalkader over Mbappés flotteste scoringer.
Der går ikke meget mere end et kvarter, inden Mbappé endnu engang laver en detalje, der vækker minder om señor Laudrup. Den 19. januar 1991 scorede Michael Laudrup et forrygende mål på Camp Nou, da FC Barcelona vandt 2-1 over Real Madrid. Efter 18 minutters spil sendte Goikoetxea et indlæg fra venstre side ind i feltet, hvor Michael Laudrup kom spurtende, kastede sig frem i feltet og helflugtede bolden i mål.
Den detalje kopierer Mbappé ved sin anden scoring i kampen mod Juventus. Franskmanden modtager bolden lige uden for feltet, og med en førsteberøring spiller han en et-to-kombination med Achrif Hakimi, inden han med højre fod helflugter bolden i mål inde i feltet – ligesom Michael Laudrup godt 20 år tidligere.
Den danske forbindelse er i det hele taget stærk i Mbappés karriere. I sin anden U19-landskamp i marts 2016 scorede han som 17-årig direkte på hjørnespark i Frankrigs 4-0-sejr over Danmark i en kvalifikationskamp til U19-VM. Kort efter var han med til at vinde U19-EM med Frankrig.
Det blev til endnu et trofæ, det største af dem alle, da han og Frankrig to år senere igen stod over for Danmark. Denne gang var det på A-landsholdet i gruppespillet ved VM 2018 i Rusland. Kampen endte 0-0, hvilket var nok til, at begge hold gik videre til ottendedelsfinalerne. Mens Danmark røg ud efter straffespark mod Kroatien, gik Frankrig hele vejen, og Mbappé blev kåret til VM-turneringens bedste unge spiller.
Fire år senere mødes Danmark og Frankrig tre gange. De første to gange er i Nations League. Den 3. juni 2022 taber Frankrig overraskende til Danmark hjemme på Stade de France. Det hele går ellers efter planen for værterne, da Karim Benzema efter 51 minutters spil bringer de sejrssikre storfavoritter foran 1-0. Men så kommer Andreas Cornelius på banen og scorer to gange til slutresultatet 1-2.
Først i den tredje kamp i Nations League-gruppespillet lykkes det Mbappé at score i 1-1-opgøret ude mod Østrig. Den 22. september 2022 møder Frankrig igen Østrig i Nations League, denne gang på hjemmebanen Stade de France. Mbappé står på egen banehalvdel, da Frankrig pludselig får opsnappet bolden. Han opfatter hurtigt situationen og sætter i sprint hen over midterlinjen. Olivier Giroud sender en indersideaflevering mod Mbappé, der i bedste Brian Laudrup-stil dribler indad i banen, mens fem østrigere forgæves forsøger at stoppe ham. Hele syv driblinger bliver det til, inden han fyrer kanonen af med sin ottende berøring.
Mens det er den yngste Laudrup, man genkender i de hurtige driblinger, så er det storebror Michael Laudrup, der igen dukker op i minderne, da Mbappé skærer ind over midten og tager et par ekstra driblinger for at bringe forsvaret ud af balance og komme på skudhold. Havde den legendariske tv-kommentator Svend Gehrs kommenteret kampen, kunne det have lydt sådan her:
”Mbappé, Mbappé. Så skyder han. Nej, han venter. Jaaaa, Kylian Mbappé. Det er genialt, det der!”
Efter Mbappés føringsmål scorer Giroud til slutresultatet 2-0. Tre dage senere venter Danmark i den sidste kamp i Nations League. Ligesom det var tilfældet ved VM i Rusland i 2018, er Danmark og Frankrig endt i samme pulje ved VM i Qatar i 2022, hvor de to hold står over for hinanden i den anden kamp i gruppen, der også tæller Tunesien og Australien.
At Mbappés startplads på det franske landshold slet ikke er, til diskussion siger noget om hans kvaliteter, når man ser på den næsten endeløse liste over angribere, som den franske landstræner kan vælge imellem: Kylian Mbappé, Karim Benzema, Antoine Griezmann, Olivier Giroud, Ousmane Dembélé, Kingsley Coman, Alexandre Lacazette, Anthony Martial, Wissam Ben Yedder, Moussa Diaby, Moussa Dembélé, Odsonne Édouard, Martin Terrier, Marcus Thuram, Rayan Cherki og Randal Kolo Muani.
VM-kampen mellem Danmark og Frankrig den 25. november 2022 bliver spillet på stadionet med det pudsige navn 974, fordi det er bygget ud af 974 genbrugte skibscontainere. Efter VM skal stadionet som det første i VM-historien afmonteres.
Mens stadionet med de 974 skibscontainere bliver skilt ad, som var det lavet af LEGO-klodser, så fortsætter karrieren for Mbappé. På landsholdet har han sigtet rettet mod at blive alle tiders topscorer for Frankrig. Rekorden indehaves af Thierry Henry med 51 mål. Inden da skal han først passere Michel Platinis 41 mål samt de aldrende holdkammerater Olivier Giroud, Antonie Griezmann og Karim Benzema.
Champions League-trofæet og Ballon d’Or er også i kikkertsigtet. Selv er Mbappé ikke i tvivl om, at han nok skal nå sine mål, for han har store ambitioner om at sætte sig solidt på tronen som verdens bedste fodboldspiller. Den lille fodboldprins vil være fodboldens konge.