Interview med FCN-talent: Vejen til professionel fodbold
Et interview med Lucas Høgsberg om hvordan det er at være ungdomsspiller og drømmen om det professionelle fodboldliv.
FC Nordsjælland er kendt for deres evne til at skabe og udvikle talenter og Lucas Høgsberg er måske den næste. 16-årige Lucas Høgsberg spiller til daglig for FC Nordsjællands U19-hold, men repræsenterer også Danmarks U17-landshold.
Dette interview giver indsigt i kulturen i en af Danmarks mest succesfulde fodboldakademier og i livet som ungdomsspiller.
Hvor kom kærligheden til fodbold fra dig?
- Jeg har haft en meget sporty familie, og så bliver jeg bare inspireret af min storebror, som spillede fodbold. Jeg havde så min far som træner her oppe i Farum Boldklub siden jeg var i treårsalderen til jeg var måske otte-ni år, hvor det så begynder at blive mere og mere seriøst. Jeg oplever bare, at jeg har den samme sult hver dag: Kom op og blive bedre for hver dag der går, og nu er jeg her.
Kom der et tidspunkt, hvor fodbolden gik fra at være en hobby til nu blev det seriøst? Nu kunne, du se vejen hen til en karriere?
- Jeg tror, at når man begynder at snakke kontraktforhandlinger og rykke op fra det der hedder Farum til Nordsjælland, da begynder det at gå op for mig at, “okay, det her kan godt blive noget”. Og man har altid gået med den drengedrøm om at spille superliga en dag, og den drøm lever stadig. Man begynder så småt at træne med og spille de reserveholdskampe, der nu end er. Så, det er jo en drøm, som forhåbentlig går i opfyldelse en dag.
Var det svært at tage det skridt fra Farum BK? Måske har du haft nogle venner på det fodboldhold, som du skulle sig farvel til da du tog afsted?
- Altså der var jo to-tre stykker som ikke rykkede med op på Nordsjælland-holdet, og så derfra begyndte flere at ryge fra. Og det var jo selvfølgelig hårdt, man kom jo ind i en kulde, hvor man så tænker: “Er jeg den næste?”
Du siger, det her med at være ude i kulden og nogle der langsomt falder fra. Er der en frygt for det i omklædningsrummet?
- Nej. Det er mest de første par måneder, hvor man lige skal se holdet an. Jeg har aldrig rigtig haft den frygt. Og det tror jeg heller ikke, at der er nogen på de hold, som har nu. At de skal ryge ud af holdet, eller hvad man siger. Men selvfølgelig; præsterer du ikke, så har du da et spørgsmålstegn ved dig, og vi har også løbende nogle samtaler om de udviklingspunkter, man skal have.
- Her i Nordsjælland, da handler det hele om at komme op på Superligaholdet. Og det kan man jo ikke, hvis ikke man udvikler sig helt nøjagtigt, som der bliver tænkt i klubben.
Kan man mærke her i klubben, at der er fokus på at opbygge de her unge spillere?
- 100 procent. De spenderer mange penge, dels på ungdomshold, men også på vores faciliteter og omgivelser. Også i år er vi begyndt at minde mere om førsteholdet, vores træningstider integrerer os lidt mere med førsteholdet, og de sætter mere og mere pris på at der er nogle unge spillere som skal køre kassen heroppe.
Og det ser man også i dag. Andreas Schjelderup, som måske ryger til sommer, til vinter måske, det er der ikke nogen, der ved. De sætter stor pris på de unge talenter, som de har heroppe og vil hele tiden videreudvikle dem og gøre dem til de bedste fodboldspillere, de kan blive.
Du nævnte selv Andreas Schjelderup. Har han været en i klubben, man kunne mærke bliver noget specielt?
Han kommer på U19-holdet først. Da man ser ham, kan man allerede mærke, at han er god, ikke? Og så får han tidlig debut i Superligaen. Jeg kan ikke huske, om han var 16 eller 17 år. Men da tænker man jo allerede, at han er den næste som ligesom er det helt store. De unge debutanter har altid en større fordel for at blive solgt end dem som ligesom får den lidt senere.
Du er kun 14 år, da du får debut for FC Nordsjællands U17 hold. Kan du huske den kamp?
- Jeg kan ikke huske selve kampen, men jeg kan huske, at det var en stor dag for mig. Det var et lille skridt i forhold til Superliga-debut. Jeg kan godt sige, at det var selvfølgelig fedt. Så derfra bygger man bare på. Det blev til flere og flere kampe.
Du har også repræsenteret Danmark. Hvordan var det første gang at tage en Danmarkstrøje på og repræsentere Danmark?
- Det var en vild oplevelse. Vi spiller mod Portugal på Kolding stadion, og der var en helt sindssyg opbakning. Man kendte ikke rigtig holdet, man var utrolig nervøs og glad inden kampen, men den forløsning det var efter kampen, det var en sindssyg oplevelse, det var helt utroligt.
D.1 november 2022 møder I (U17 landsholdet) Belgien til EM-kvalifikation, og du scorer kampens første mål. Hvordan var den følelse, da bolden ryger i nettet, og du har scoret for Danmark?
- Århhh, det var en utrolig fed oplevelse. Kampen forløb jo okay. Vi fik en rimelig dårlig start, men kommer godt igen, og så spiller jeg en-et-to ude på siden med en fra Brugge. Så ryger den med venstrepoten over i det lange hjørne. Fed, fed, fed følelse. Jeg havde mine forældre oppe på tribunen, og jeg kunne også bare se, hvor glade de var, Så det var fandme fedt.
Jeg kan forestille mig at du skal bruge meget tid, både her i klubben (FCN) og på landsholdet. Er det nogensinde svært at skulle ofre så meget, så er der ikke tid til andre ting?
- Vi har fået en skoleordning over på Birkerød gymnasium, og der startede jeg i sommers, og det fungerer super godt. Men selvfølgelig; det er utrolig hårdt som ungdomsspiller at koordinere sin hverdag. Vi har skole, vi har lektier, vi har træning, som skal passes, og den sværeste balance er det der med at være på efter en lang skoledag. Så kan det godt være sådan lidt hårdt at skulle hive sig selv op og træne.
Kan det svække sammenholdet at alle prøver at imponere og tage det næste skridt?
- Overhovedet ikke. Alle holder fuldstændig sammen, og der sker nogle ting på banen, og det gør der jo hver gang. Der sker nogle ting - en hård tackling eller sådan noget - men når man så kommer ned i omklædningsrummet er alle i godt humør, og alle hjælper ligesom med at komme videre til det næste step.
Vi har et dejligt sammenhold. Der bliver spillet musik og tingene kører.
Så der er en prioritering af holdet før individuelle præstationer?
- 100 procent. Det er der heroppe i klubben. Hvis holdet spiller godt, ser du også godt ud individuelt. Det er ligesom sådan landet ligger, og vi har haft nogle situationer hvor der er blevet spillet for meget individuelt, hvor folk tager teten i egen hånd, men den tid er vi ovre. Vi spiller utroligt meget som hold nu, synes jeg, og det kan man også mærke. Alle vil hinanden det bedste.
Hvis alting går som planlagt, hvor spiller du så om fem år?
- Det er utrolig svært at sige. Jeg kunne blive ved med at udvikle mig her i Nordsjælland, men jeg kunne også ende i Tyskland. Jeg kunne ende overalt, føler jeg. Så hvis alt det går som planlagt, så slår man igennem på førsteholdet og så kommer der nogle utrolig gode muligheder.
- Der åbner sig nogle helt sindssyge muligheder og de muligheder vil man gerne stå over for på et tidspunkt og træffe de sjove valg.
FC Nordsjælland ligger nummer et lige nu i Superligaen. Hvad tror du det ville gør for klubben at få et mesterskab?
- Årrrh. Det ville fandme gøre meget. De ville få en helt sindssyg selvtillid og også lukke munde på nogle af de klubber eller fans som siger at “Nordsjælland, det er bare et middelhold, som kun går efter at udvikle spillere”. Og kunne både udvikle spillere og vinde et mesterskab, det ville være sindssygt crazy. Det går de også efter, det ved jeg.
Hvis drengedrømmen om blive professionel ikke bliver til virkelighed, er der så en plan B? Er det noget I snakker om i klubben?
- Nej, det er ikke lige på tale. Når det kører godt, kører det rigtig godt og så er det mere at tænke på, hvornår skal jeg rykke op, end hvornår ryger lysten.
Som det gør nu, når det kører rigtig godt, så tænker man hellere ikke over nogen plan B.
- Jeg har ikke nogen plan B, altså min plan A er at slå igennem og så må jeg tage det derfra, hvis ikke jeg gør det.
Hvilke råd ville du give spillere, der er på vej op i fodbold for at nå til der, hvor du er nået?
Hårdt arbejde og prioritér din tid, det er det vigtigste synes jeg. Der vil komme nogle ting, som man siger nej til på et tidspunkt, og det har der også været i min tid. Der er mange venner, jeg ikke har set i ugevis, fordi jeg bliver nødt til at tage fodbolden seriøst. Det med at tage det seriøst og så at have en opbakning hjemmefra, det kan bære dig rigtig langt