Danmark: Superligaen
FT
1 - 2
(0 - 1)
FC Midtjylland
OB
A. Dreyer (53)
I. Jebali (45), A. Þrándarson (90)
Daniel Fisker

OB hentede tre dramatiske point i Herning

Der var tekniske problemer både på og udenfor banen i Herning, hvor FC Midtjylland led et sidste øjebliksnederlag til OB
Startfløjtet var mandag aften forsinket i et kvarter, hvilket skulle tilskrives tekniske problemer på MCH Arena, og de midtjyske problemer fortsatte ind på græstæppet, da mandagskampen var fløjtet i gang. Det var således gæsterne fra OB, som kom bedst fra start og tilkæmpede sig en stor chance, før stadionuret havde rundet fem minutter.

Jebali havde fundet vej ind i FC Midtjylland-feltet, hvor han stod klar til at modtage en perfekt aflevering fra Tverskov. Den tunesiske angriber kunne dog ikke leve op til afleveringens kvalitet, da han kastede sig ind i bolden bane og dirigerede bolden forbi målrammen.

Spillet var ganske vist nogenlunde ligeligt fordelt i det meste af første halvleg, men det var i langt de fleste af tilfældene de fynske gæster, som stod for angrebsiveren og de farligste chancer. OB-mandskabet fortsatte med at presse på, hvorefter værterne – efter knap en halv times spil – fik bedre styr på spillet.

De sidste fem minutter af første halvleg var særdeles begivenhedsrige. I første omgang var det midtjyderne – eller Kaba – som var tæt på at score kampens første mål. FC Midtjyllands stærke spydspids skulle således forsøge at heade et overlegent indlæg fra Dyhr i netmaskerne, men hovedstødsforsøget endte ikke indenfor målrammen.

Få minutter herefter var det OB, som stod for kampens hidtil største chance, da Lössl serverede bolden for Tongya, men den italienske offensivspiller, som har fået sin fodboldopdragelse i Juventus, formåede ikke at sende bolden i det tomme mål.

Dramaet var dog ikke slut med de to store chancer. Dramaet fortsatte således ind i første halvlegs tillægstid, hvor der skulle en VAR-gennemgang til at afgøre, om OB skulle have et straffespark. Da Aydin Uslu selv havde været ude og kigge på skærmen, pegede han på 11-meterpletten, hvorfra Jebali kunne give fynboerne en halvlegsføring.

Det så ud til, at FC Midtjylland var sultne efter en sejr, da de to mandskaber gik på banen til anden halvleg. Værterne startede anden halvleg med at jage chancer, og da der var spillet 10 minutter af anden halvleg, blev midtjyderne hjulpet på vej efter kampens andet VAR-drama.

Uslu blev for anden gang kaldt ud til VAR-skærmen, fordi han skulle afgøre, om Ivancevic ramte bolden med sin arm i OB-feltet. Uslu svarede ved at pege på 11-meterpletten, hvorfra Dreyer kunne bringe balance i målregnskabet.

Udligningen gav tilsyneladende midtjyderne blod på ulvetanden. Værterne pressede således på for at komme på sejrskurs, men de fynske gæster havde stadigvæk let ved at spille sig frem til chancer. OB var tæt på at bringe sig foran for anden gang i kampen, da der var et kvarter tilbage, hvor Jebali havde fundet vej til det bagerste område. Heller ikke denne gang kunne Jebali dog finde netmaskerne med sit hovedstød.

FC Midtjylland fortsatte presspillet, hvilket dog ikke så ud til at ryste OB-mandskabet, som tværtimod kom frem til endnu en stor chance, da der var 10 minutter tilbage af mandagskampen. Minteh sendte bolden i retning af en fremadstormende Sabbi, som kun var ganske få centimeter fra at kunne prikke bolden ind over mållinjen.

Midtjyderne råbte herefter på VAR-hjælp, men denne gang forblev Uslus fløjte tavs, mens VAR-dommerne heller ikke blandede sig. Til gengæld for gæsterne modtog Thrandarson i tillægstiden en høj aflevering, som den indskiftede islænding flugtede i netmaskerne og dermed sendte fynboerne i top seks.

MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER