Gode nyheder:
Profiler klar til El Clásico
Af Anders Mathiasen

Barcelona-stopperen Jules Koundé har i noget tid døjet med en baglårsskade, som han pådrog sig under landsholdssamlingen med det franske landshold i september, men den franske spiller er nu blevet klar til søndagens kamp mod Real Madrid.
En anden spiller, der også har været tvivlsom til søndagens opgør, er Real Madrid-stopperen Antonio Rüdiger.
Tyskeren kom slemt til skade i Real Madrids Champions League-kamp mod Shakhtar i midtugen, hvor Rüdiger blev ramt hårdt af Shakhtars keeper og efterfølgende måtte syes med 20 sting i hovedet. Rüdiger var efterfølgende meget hævet i ansigtet, hvorfor han ikke kunne se ud af sit ene øje, men også han er altså blevet klar, for han fremgår også af Real Madrids El Clásico-trup.
Begge spilleres tilbagevenden er utvivlsomt godt for begge mandskaber. Koundé har vist sig som et vigtigt aktiv for Xavi, mens Rüdiger har været en stærk general i det centrale forsvar i Madrid-klubben.
Dog må Real Madrid stadigvæk undvære Thibaut Courtois, der har været ude med en rygskade, mens Barcelona må undvære adskillige forsvarsspillere i Andreas Christensen, Araujo og Bellerin.