Louis Andersen

To mål i sejr nummer 100 for Messi

Igen var Messi en afgørende brik i spillet for Argentina og han rundede samtidig en milepæl i hans landsholdskarriere.
90 mål. 100 sejre. 164 kampe.

Det er de tal der står ud fra Lionel Messis landsholdskarriere indtil videre. Den lille troldmand spillede sammen med sine landsmænd en testkamp mod Jamaica i New Jersey natten til onsdag dansk tid og her diskede PSG-angriberen op med to mål efter sin indskiftning.

Det var den 35. kamp i træk argentinerne kunne gå fra banen uden nederlag og dermed er de tæt på verdensrekorden for flest kampe uden nederlag, som lige nu tilhører Italien som gik ubesejret fra banen i 37 kampe i perioden 2018 til 2021, hvor de tilmed vandt guld ved EM.

Argentinerne skal også gå hele vejen tilbage til juli 2019 for at finde deres sidste nederlag. Dengang tabte man semifinalen ved Copa America til Brasilien.

I nattens kamp mod Jamaica kom Argentina foran 1-0 i første halvleg på et mål af Manchester City-angriberen Julian Alvarez. Messi kom på banen efter 56. minutter og scorede i slutningen af kampe sine to mål. Fra kanten af feltet satte Messi et langskud fladt ind i nettet til stillingen 2-0 efter 87 minutter og to minutter senere var han på spil igen, da han fra næsten samme position satte et frispark ind bag målmanden til resultatet 3-0.

Messi har på det seneste været i forrygende form for Argentina. Han scorede også to mål i holdets seneste kamp, hvor de vandt som 3-0 over Honduras i Miami. I kampen forinden lavede Messi hele fem mål i en 5-0-sejr over Estland.

MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER