Louis Andersen

Rasmus Nissen udfordret af tempoet

Rasmus Nissen har været vant til at spille med højt tempo i Østrig, men han føler sig alligevel udfordret med skiftet til Leeds.
Da Rasmus Nissen Kristensen med sit sommerskifte kom til Leeds United fra RB Salzburg var det med ønsket om at blive udfordret på en højere hylde. Og ønsket gik i opfyldelse. Danskeren føler nu, at han bliver maksimalt presset uge efter uge.

- Man hænger i med næb og kløer for at kunne følge med, og det rykker en. Det kan jeg også mærke på mig selv bare fra kamp et til kamp fem. Der synes jeg allerede, der har været progressioner, og jeg synes, det bliver bedre og bedre, siger Rasmus Nissen ifølge B.T.

Danskeren har været vant til et spil med højt tempo og fysik fra sin tid i Østrig, men det har stadig været en udfordring at vænne sig til tempoet i Premier League.

- Hvor jeg måske har været førende på fysik og intensitet i Østrig, så er det udlignet på et helt andet niveau nu. Det har også været en udfordring for mig at skulle acceptere det.

- Jeg følte, jeg var godt forberedt på det, men det er noget andet, når man står der. Så det har været fedt at komme i gang og finde sin plads i det, siger danskeren om Leeds-skiftet.

Danskeren fortæller også om de forskelligheder, der er fra den teknisk anlagte spillestil på landsholdet og den power-fodbold, han har været vant til i både Østrig og England. Han ser det som en balancegang at tilpasse sig, dog uden at gå på kompromis med det, som han er bedst til:

- Jeg synes, jeg er en type, der er en smule anderledes i forhold til de andre backs, vi har på landsholdet. Så det er en blanding mellem at adoptere nogle af idéerne og indgå i systemet, samtidig med at man skal bringe det, som man selv er bedst til, siger han.

Rasmus Nissen har ikke spillet siden slutningen af august. Han måtte side over i Leeds’ seneste kamp tilbage i starten af september, med en mindre skade og siden har dronning Elizabeths død fået udskudt klubbens kampe. Han forsikrer dog, at han er helt klar til de to kommende Nations League-kampe, der spilles torsdag og søndag denne uge.

- Jeg er helt klar. Den sidste Leeds-kamp var over to uger siden, så jeg er helt klar, siger Rasmus Nissen.

MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER