LIVE - Mest læste Fodboldnyheder

Torsten Brix

Joachim Andersen – ukendt rekordindkøb eller Ronald Koeman?

Indkast.dk har mødt den meget selvsikre forsvarsspiller, som ikke er almindelig kendt i Danmark… Det forstår han ikke helt selv, for han har spillet mange år i udlandet og været i den rigtige fodboldskole, men nu er den ”sodavandsstjælende Koeman” klar til at indtage fodboldverden.
Den 31. maj 1996 blev Joachim Christian Andersen født på Frederiksberg, men den 12. juli 2019 er også en vigtig dato i den danske forsvarsspillers liv. Her underskrev han en femårig kontrakt med storklubben Lyon, og han skrev sig samtidig også ind i de danske historiebøger. For selvom han var forsvarsspiller, blev han den dyreste danske fodboldspiller nogensinde.

Noget af en omvæltning for knægten, der tidligere af FCM-sportschefen Svend Gravesen er blevet beskyldt for at stjæle sodavand, da han gik på deres akademi. Nu har han vist råd til at betale for sin sukkervand, og mon ikke også barndomsklubben i Greve vil byde på en ”Yndlingssodavand”. Danmarksserie-klubben modtog nemlig omkring en million kroner, da drømmeskiftet fra Sampdoria til Lyon var en realitet.

I mellemtiden havde den centrale landsholdsspiller haft to sæsoner hos FC Midtjylland, inden han som ungdomsspiller blev solgt for fem millioner kroner til Twente, der i sommeren 2017 solgte ham videre til Sampdoria med stor fortjeneste. Så selvom Joachim Andersen var Danmarks dyreste fodboldspiller, har han aldrig spillet i Superligaen og er ikke særlig kendt i Danmark, hvilket han forholder sig meget uforstående overfor, da Indkast.dk tidligere spurgte ind til den danske uvidenhed om ham.

- Hvis man følger med i fodbold, så burde man vide, hvem jeg er. Jeg har spillet to sæsoner i Holland, 18 måneder i Italien, hvor jeg har gjort det rigtig godt. Så det er underligt, at store dele af den danske befolkning ikke kender mig. Der er langt mere fokus på danskerne i Superligaen, hvilket jeg forstår. En anden grund er også, at Serie A ikke bliver vist ret meget i dansk tv.

- I Holland lærte jeg rigtig meget med bolden, mens jeg i Italien lærte om forsvarsspillet. Italien er kendt for at være det sted i verden, hvor man kan få den bedste uddannelse som forsvarsspiller, og det var også derfor, at jeg tog dertil. Forsvarstræningen i Italien er så unik og detaljeret omkring små ting som kropsprog og positionering, som man ikke fokuserer så meget på andre steder. Så perioden i Italien har betydet vanvittigt meget for min udvikling. Jeg har været rigtig glad for min tid i Italien og er vel blevet en lille italiener.

Sampdoria har været med til at udvikle nogle store fodboldsspillere som Ruud Gullit, Gianluca Pagliuca, Gianluca Vialli, Antonio Cassano, Sergio Romero, Clarence Seedorf, Juan Sebatian Veron, Lucas Torreira, Dennis Praet, Bruno Fernandes og Mauro Icardi. Trods dette er Joachim Andersen en af de dyreste spillere, som Sampdoria har solgt. Et gigantisk skifte for en dansk forsvarsspiller med stor selvtillid.

- Jeg har altid haft stor tiltro til mig selv, så jeg tror helt sikkert, at jeg kan gøre mig gældende på den helt store scene, så det er bare med at komme deropad, sagde Joachim Andersen.

En lang række klubber var interesserede i danskeren, og ifølge italienske Corriere dello Sport havde Serie A-klubben modtaget et bud fra Tottenham på over 250 millioner kroner, og derudover havde Arsenal, Lyon, Milan og Roma også vist interesse. Det blev Lyon, og klubskiftet gav kort tid efter også debut som indskifter på det danske landshold i venskabskampen imod Luxembourg.

På landsholdet er konkurrencen hård, hvor Andersen har skulle kæmpe om spilletiden med spillere som anfører Simon Kjær, Jannik Vestergaard, Andreas Christensen og Mathias ”Zanka”, om dette siger han uden at tøve:

- Jeg svævede på den lyserøde sky, efter jeg fik landsholddebut, og det gjorde mig sgu stolt og var noget stort for mig. Det var også en af grundene til, at jeg skiftede til Lyon. Jeg ville gerne ind omkring A-landsholdet og gøre mig gældende til det.

I Lyon var Joachim Andersen oppe imod de allerstørste i Champions League-gruppespillet. Det skete i en periode, hvor klubben fyrede deres træner og ansatte den tidligere Lille-, Roma- og Marseille-træner Rudi Garcia. Han havde meget af tiltro til den danske forsvarsspiller - i starten. Hvordan kunne han også andet efter en lynscoring efter blot tre minutter og 40 sekunder i 3-1-sejren over Benfica i Champions League. Målet var Andersens første scoring for Lyon og dermed en perfekt start for Greve-knægten.

Alligevel skiftede han i sommeren 2020 til Premier League-oprykkerne fra Fulham på en lejekontakt. Her spillede han en flot sæson, men London-holdet rykkede ned. Han er dog blevet i Premier League og London, hvor Crystal Palace ”scorede” den bordsikre forsvarsspiller.

Manager Patrick Vieira ville have boldsikre forsvarsspiller samt en spiller, der kunne lave præcise lange afleveringer. Det kan Joachim Andersen, og i åbningskampen til sæsonen 2022/23 imod Arsenal tabte Crystal Palace med 0-2 til Arsenal, men trods nederlaget blev den danske forsvarsspiller kåret til kampens bedste spiller efter masser af gode aktioner i defensiven, men også efter den defensive styrmand havde lavet ret mange succesfulde lange afleveringer til de mange gode offensive midtbanespillere, som Vieira råder over.

Efter kampen gik Joachim Andersen forbi det anerkendte tv-studie hos Sky-sport, hvor eksperten Jamie Carragher hurtigt kaldte ham for ”Ronald Koeman”, som blev verdenskendt for at være en forsvarsspiller med en helt unik sparketeknik. Hollænderen lavede masser af mål som forsvarsspiller, men også masser af flotte afleveringer. Så virkelig anerkendende ord til Joachim Andersen – den ukendte dansker!




LIVE - Mest læste Håndboldnyheder

LIVE - Mest læste ishockeynyheder