Niklas Gerster

Malacia vil erobre back-pladsen i United

Manchester United hentede for nyligt den 22-årige venstre back Tyrell Malacia. Hollænderen ser dog ikke sig selv som back-up. Han vil være ten Hags førstevalg.
- Mit forsvarsspil er godt, min angrebsiver og min teknik er også god. Så jeg ser frem til at spille. Jeg er vild med at angribe. Jeg tror det er en af grundene til, at ten Hag hentede mig, så nu skal jeg bevise alle, hvorfor jeg er her.

Sådan lyder den unge hollænders perspektiver på sin rolle i United til The Guardian. Udtalelserne falder ovenpå hans nylige debut for Manchester-mandskabet, som besejrede ærkerivalerne fra Liverpool 4-0 i en træningskamp.

Det ville ellers ikke være en unaturlig tanke, at Malacia skulle bruge tid på at tilvænne sig niveauet og kulturen i det engelske. Særligt med tanke på at hans skridt fra Feyenoord til Manchester United er et markant et af slagsen. Men den unge venstre back udtrykker nu stor ærgerrighed og tillid til egne evner.

- Der er en række gode venstre backs her. Telles, Brandon, Luke og mig. Så man er selvfølgelig nødt til at arbejde hårdt til træning, og i sidste ende er det selvfølgelig træneren, som tager beslutningen.

Malacias ord på sin bevidsthed omkring den klare konkurrencesituation. Det vil således vise sig, om han kan imponere sin landsmand ten Hag nok til at erobre pladsen på venstre back. Aktuelt ser det ud til at være den engelske landsholdsback Luke Shaw, som han skal overhale for at blive førstevalget hos ”De røde djævle”.

MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER