Bayern nedtoner Ronaldo-rygter
Af Daniel Fisker

Den tyske avis Kicker mener at vide, at storklubber såsom Liverpool, Real Madrid, Barcelona, Paris Saint-Germain og Manchester City er udelukket af forskellige årsager, mens Chelsea tilsyneladende er blandt favoritterne til at få fingrene i Ronaldo, hvis han ender med at rykke teltpælene op på Old Trafford.
Bayern München har dog ifølge transferrygterne også været inde i billedet som en mulig destination for den aldrende superstjerne, men der er ikke udsigt til, at Ronaldo skal gå i Robert Lewandowskis fodspor, hvis man spørger Bayern München-direktøren Oliver Kahn.
- Så meget som jeg værdsætter Ronaldo som værende en af de bedste fodboldspillere, så vil en transfer ikke passe ind i vores filosofi, udtaler Oliver Kahn ifølge Kicker.
Kicker mener at vide, at Ronaldos fremskredne alder er det primære problem. Bayern München hentede en aldrende spiller i form af Xabi Alonso tilbage i 2014, men dengang var beslutningstagerne Karl-Heinz Rummenigge, Matthias Sammer og Pep Guardiola.
Internt er stemningen i Bayern München efter sigende, at Ronaldo vil komme til at ryste klubben og holdstrukturen i dens grundvold. Derudover er den portugisiske stjernes fremtrædende karisma, den høje løn og Ronaldos sportslige selvbillede også et problem for ledelsen i den sydtyske storklub.