Niels Nedergaard

Betis forlænger med klubikon

Real Betis og Joaquín Sánchez har besluttet at forlænge samarbejdet, så den rutinerede spanier også er at finde i klubben i næste sæson.
Det hele startede i Andalusien for Joaquín Sánchez, der fik sin fodboldopdragelse i Real Betis, og nu afslutter han formentlig også karrieren i selvsamme klub.

I hvert fald har den offensive kreatør forlænget sin kontrakt med Betis i en alder af 40 år. Det oplyser klubben på sin hjemmeside.

Joaquín er blevet udstyret med en ny kontrakt, der løber frem til 2023. Dermed er der tale om en kort forlængelse af den nuværende aftale, hvilket nok giver god mening taget hans alder i betragtning.

Selv kalder Betis den rutinerede spanier for et klubikon, og det er med god grund. Joaquín har nemlig spillet intet mindre end 451 kampe for klubbens førstehold, mens han også har bidraget med 61 mål og 44 assists.

Han kom tilbage til klubben i 2015, som han forlod 11 år tidligere. Det gjorde han efter et ophold i Fiorentina, mens kantspilleren også var en tur forbi Malaga og Valencia, som han i sin tid skiftede til fra netop Betis.

MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER