Torsten Brix

Brenden Aaronson - The Medford Messi

Premier League banker på døren hos unge Aaronson, der blot er én af flere gode amerikanske offensive midtbanespillere.
Efter Brenden Aaronson skiftede til Red Bull Salzburg i starten af 2021, kan han ikke beskyldes for at have brugt lang tid på at vænne sig til den østrigske liga. Efter 50 ligakampe var amerikaneren klar til et skifte til traditionsklubben Leeds i Premier League. Det skete, efter han i sæsonen 2021/22 spillede 41 kampe, lavede seks mål samt ti assists.

Dette var under træner Jesse Marsch, som også var manageren, der hentede ham til Leeds, hvor han helt sikkert også kommer til at spille i et højt tempo og hidsigt presspil – ligesom de gjorde i Red Bull Salzburg. Her gjorde den blot 21-årige Aaronson en god figur blandt andet i Champions League-sæsonen 2021/22, hvor holdet endte i knockout-kampene.

I gruppespilskampene var modstanderne Sevilla, Wolfsburg og Lille, inden Bayern München ventede. Her lavede Aaronson en assists imod det tyske storhold, men han viste langt mere. Blandt andet viste statistikkerne, at amerikaneren var den spiller, der havde tilbagelagt den længste distance i turneringen. Derudover viste den offensive midtbanespiller også, at trods den unge alder var han meget skarp til at styre og starte et pres på modstanderen samt sætte medspillerne godt op.

Med deltagelsen i Champions League gik en drøm i opfyldelse for Aaronson, der har fulgt turneringen det meste af livet – og især idolet Lionel Messi har Aaronson været optaget af. Så da fans fra Philadelphia begyndte at kalde ham for ”Medford Messi”, frembragte det stor glæde hos Aaronson. Medford er Aaronsons fødeby i New Jersey. Her så Aaronson og faderen mange videoer sammen for at finde små detaljer, der kunne forbedre i hans spil – og det virkede.

Aaronsons gode form i Salzburg åbnede op for debuten på det amerikanske landshold. I slutningen af 2020 samt starten af 2021 scorede han i tre amerikanske landskampe i træk, hvilket var stærkt medvirkende til, at USA kvalificerede sig til VM2022.

I Qatar kommer Aaronson til at kæmpe om VM-spilletiden med Chelseas Christian Pulisic, Dortmunds Giovanni Reyna, Valencias Yunus Musah og Lilles Timothy Weah. Flot talentflok på det amerikanske landshold med spillere i europæiske storklubber.

Brenden Aaronson skal i fremtiden spille for Leeds, som tidligere har været en europæisk storklub. Her er der lavet en kontrakt frem til 2027 for spilleren, der er gået fra ”gaderne i Philadelphia” til Premier League.

Sangeren Bruce Springsteen har tidligere sunget om “Streets of Philadelphia”. Sangen handler om aldrig at give op, hvilket er ganske rammende for Brenden Aaronson – ”The Medford Messi”.

MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER