Daniel Fisker

Agent slår fast: United-lejesvend efterforskes ikke

Brandon Williams, som er udlejet til Norwich City i denne sæson, er kommet på kollisionskurs med en gruppe af klubbens fans – hvilket dog ikke har resulteret i en efterforskning.
Manchester United har sendt Brandon Williams på lejeophold i Norwich City, hvor den 21-årige venstreback ikke ligefrem havde en nem søndag på kontoret, da ”The Canaries” tabte 4-0 til West Ham. Ondt blev værre for Williams, som blev forfulgt af en gruppe Norwich-fans, da han ville forlade Carrow Road.

- Til de mennesker, der fulgte efter mig. Han er altid vågen, skrev Brandon Williams efterfølgende på Instagram, hvor han refererede til sin midterste finger.

- Sikke en smuk dag. Slap af, Norwich City.

Williams’ måde at håndtere forfølgerne på var måske ikke den mest hensigtsmæssige, hvilket førte til spekulationer om, hvorvidt den unge englænder kunne se frem til at blive efterforsket. Williams’ agenter har nu sat ord på situationen, som – ifølge den unge englænders repræsentanter – ikke har resulteret i en efterforskning.

- Efter kampen mod West Ham blev Brandon genstand for hån og fornærmelser, da han kørte væk fra stadion, lyder det ifølge Manchester Evening News fra Brandon Williams’ repræsentanter.

- Øjeblikkeligt derefter blev Brandon forfulgt, da han kørte hjem. Dem, der fulgte efter ham, indstillede først jagten, da de indså, at Brandon havde opdaget, at de fulgte efter ham.

- Klubben efterforsker ikke Brandon.

- Den opførsel, som blev udvist af et lille antal fans, er uacceptabel. Langt de fleste fans har udvist en overvældende støtte i løbet af Brandons lejeophold i Norwich.

- Brandon er taknemmelig for Norwich Citys støtte og for Norwichs sande fans, som i øjeblikket sender ham støttende beskeder.

Brandon Williams, som har spillet 29 kampe for Norwich City, fik sin debut for Manchester Uniteds førstehold i september 2019. ”The Red Devils” har foreløbig papirer på den talentfulde venstreback indtil 2023. Han har fået sin fodboldopdragelse hos Manchester United, hvor han har spillet 60 ungdomskampe og 50 førsteholdskampe.

MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER