Anders Mathiasen

Piqué: Cristiano var bedst i Madrid

FC Barcelonas forsvarsspiller Gerard Piqué lavede for nylig et interview med Gary Neville, hvor han kommer omkring flere spændende emner.
Gerard Piqué er kendt for at komme med bemærkelsesværdige og overskriftsskabende citater, hvilket han nok engang har leveret - denne gang i et interview med den tidligere fodboldspiller Gary Neville. De to tidligere holdkammerater diskuterede flere forskellige ting, men Piqué startede med at hylde holdets unge spillere, som han mener, har en stor fremtid foran sig.

- Pedri har gode muligheder for at blive den bedste i verden, og det tror jeg også, at han bliver. Gavi er også rigtig god i forhold til hans alder. Generelt har vi flere store talenter i Barcelona lige nu. De skal alle vokse og udvikle sig, men lige nu er de utroligt gode taget deres alder i betragtning, lagde Piqué ud.

Gary Neville spurgte herefter Piqué ind til debatten vedrørende Erling Haaland og Kylian Mbappé; hvem er bedst?

- Jeg synes, at de er to af de bedste fodboldspillere i verden lige nu. De er begge unge og de har potentialet til at vinde Ballon D´or om få år. Jeg synes, at Haaland er en rigtig frontangriber, som er utrolig stærk fysisk og scorer på de chancer, han får. Mbappé er en mere komplet spiller, han kan både spille som frontangriber, men han er også god på kanten. Jeg har spillet mod Mbappé, men jeg har aldrig spillet mod Haaland, så det er svært at vælge.

Til sidst blev Piqué spurgt ind til, hvor han synes, at Cristiano Ronaldo har været bedst, om det var i Manchester United eller i Real Madrid.

- I Manchester United spillede han mere som en rendyrket kantspiller, hvor han fokuserede mere på at lave et show og lave noget spektakulært, når han spillede. I Real Madrid begyndte han at spille mere som frontangriber, hvor han scorede flere mål og vandt flere titler. Jeg tror, at jeg vil sige, at Cristiano var bedst i Madrid, da han scorede flere mål, vandt flere titler og var utroligt afgørende for dem over en længere periode, afsluttede Gerard Piqué interviewet.

MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER