Skyhøjt beløb: Så meget vil det brasilianske landshold give Guardiola i løn
Det brasilianske fodbold-forbund har angiveligt allerede spurgt til Pep Guardiola, som de gerne vil have til at overtage landsholdet efter VM i Qatar.
Det brasilianske landshold nyder stor succes i øjeblikket. På FIFA's nyeste verdensrangliste er landet rangeret som nummer ét, og de cruisede gennem VM-kvalifikationen i Sydamerika og vandt den komfortabelt uden at tabe en eneste kamp.
Samba-landet går benhårdt efter at vinde verdensmesterskabet i Qatar senere på året, men er også i gang med at få styr på fremtiden.
Det forventes nemlig, at den nuværende brasilianske landstræner, 60-årige Tite, stopper efter det kommende verdensmesterskab. Det brasilianske fodboldforbund har dog allerede en i kikkerten til at overtage landstræner-tjansen.
Pep Guardiola er deres favorit, og ifølge det spanske medie Marca har de allerede taget kontakt til hans bror og agent, Pere Guardiola, og forhørt sig.
Guardiolas kontrakt med Manchester City udløber i sommeren 2023. Det brasilianske fodboldforbund har angiveligt tilbudt den spanske træner en årsløn på 90 millioner kroner efter skat og en kontrakt til sommeren 2026 efter VM.
Guardiola har været i Manchester City siden 2016, og siden er det blevet til 339 kampe i spidsen for The Citizen.