Vildt Benzema-hattrick sender Real Madrid videre mod PSG
Der var tale om et fantastisk comeback her til aften, da Karim Benzema og Real Madrid sendte Paris Saint-Germain ud af Champions League.
Pariserne som trådte ind på Santiago Bernabéu med en 1-0-føring i bagagen lagde godt ud, og var det bedste hold på banen i første halvleg. Efter først at få underkendt et mål, kunne den unge Mbappé, som ellers var tvivlsom op til kampen, sparke franskmændene foran 1-0 efter 34 minutter på et flot oplæg af Neymar.
I anden halvleg lignede det, at “Los blancos” var blevet forvandlet til et helt andet hold. De styrede hele spillet, og kreerede mange chancer lige fra start af anden halvleg. Efter 61 minutter gav Donnarumma en kæmpe foræring til de hvidblusede efter en stor brøler med nonchalant dribling i eget felt, hvorefter Benzema kunne sparke den madridlienske målfest i gang. Franskmanden var ustoppelig, og med to ekstra kasser blev PSG-bødlen matchvinder med sit hattrick.
Endnu engang blev det altså til et tidligt PSG-exit i Champions League, og det tyder ikke på at holdet med de nuværende spillere, vil være i stand til at blive vindere af pokalen med de store ører inden for de næste par år.
Selvom Real Madrid ikke er favoritter i turneringen, ved man aldrig hvad der kan ske, hvis holdet og i særdeleshed Benzema viser samme topniveau som i anden halvleg.