Daniel Fisker

Ingen overlevelsesbonus: Newcastle opgiver Lingard

Newcastle United forsøgte efter sigende at lokke Jesse Lingard fra Manchester United, hvor man er vendt på en tallerken.
I Newcastle United prioriterer man tilsyneladende at forstærke midtbanen på Deadline Day. Jesse Lingard stod efter sigende højest på ønskelisten hos ”The Magpies”, som tidligere på mandagen forsøgte at lokke Manchester United til at give slip på Lingard.

Craig Hope, som er lokalrapporter i det nordøstlige England for Daily Mail, løftede tidligere mandag aften sløret for, at Newcastle United havde tilbudt Manchester United 27 millioner kroner for at leje Lingard i den sidste halvdel af sæsonen.

Den helt store mission for Newcastle United i foråret bliver overlevelseskampen i Premier League, og det kunne have kommet ”The Red Devils” til gode. Nyrige Newcastle United stod således parat med en overlevelsesbonus på 36 millioner kroner, hvis Lingard kunne have hjulpet "The Magpies" med at overleve.

The Athletic rapporterer, at den midlertidige Manchester United-manager Ralf Rangnick havde lovet Lingard et skifte væk fra Old Trafford, men efter et mandagsmøde på Manchester Uniteds træningsanlæg blev dette løftet trukket tilbage.

Lingard var i sidste halvdel af den forgangne sæson udlejet til West Ham med stor succes, og det var efter sigende en lignende aftale, Newcastle United var interesseret i, før Manchester United tilsyneladende smækkede døren i for næsen af Lingard.

Noget kunne tyde på, at Newcastle United har accepteret nederlaget. I hvert fald mener The Athletic at vide, at ”The Magpies” i transfervinduets sidste timer forsøger at få fingrene i Dele Alli, som den nye Everton-manager Frank Lampard efter sigende er meget interesseret i at få fingrene i.

MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER