Daniel Fisker

Er kuldsejlet transfer James Rodriguez’ skyld?

James Rodriguez, som valgte Qatar frem for Portugal, indtager nu en form for skurkerolle i forbindelse med Evertons mislykkede jagt på Luis Díaz.
Liverpool har i dag præsenteret den forhenværende FC Porto-profil Luis Díaz, og dermed blev der sat et endegyldigt punktum for Evertons jagt på den 25-årige colombianer. I sommertransfervinduet var det dog lokalrivalerne fra Everton, som var tæt på at købe Díaz.

Transferguruen Fabrizio Romano mente dengang at vide, at Everton var sikre på at nå til enighed med FC Porto om Díaz, som efter sigende prioriterede en transfer til Everton. Den daværende Everton-profil James Rodriguez var tilsyneladende også et led i transferplanerne.

Romano mente således at vide, at det var Everton-ledelsens mening at sende James til FC Porto, men den tidligere Real Madrid-profil havde andre planer. Han var tilsyneladende ikke interesseret i at gå ned i løn, så den potentielle byttehandel gik i vasken.

Byttehandlen kunne efter sigende have betydet, at Everton kunne havde sikret sig Díaz for 224 millioner kroner, men nu er Liverpool altså løbet af med den colombianske kantspiller for 335 millioner kroner.

Det var ifølge Romano i slutningen af august, at Everton var sikre på at få fingrene i Díaz og sende James til Porto, men i løbet af september kom det til at stå klart, at Evertons colombianer ville skifte til Qatar-klubben Al-Rayyan.

James havde efter sigende en ugeløn på 1.790.000 kroner i Everton, inden hans løn fik et nøk opad i Qatar, hvor han efter sigende tjener 1.924.000 kroner om ugen, men James’ transfer, som blev realiseret 22. september, gav ikke Everton tid til at give FC Porto og Luis Díaz et nyt tilbud.

MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER