Asbjørn Steffensen

Medie: Tottenham-spillere frygter hurtigt Conte-exit

Den italienske manager er angiveligt utilfreds med sin situation i klubben, hvilket kan føre til et lyn-exit.
Tottenham røg onsdag aften ud af semifinalen i den engelske Carabao Cup efter samlet at have tabt 3-0 til Chelsea over to kampe. På sidelinjen hos Spurs stod deres manager, italienske Antonio Conte, og virkede mere frustreret og afdæmpet, end livlig og energisk, som han plejer at være.

Dette kan blandt andet skyldes, at Conte ikke er tilfreds med sin nuværende situation i Tottenham. Ifølge mediet football.london er flere af klubbens spillere bange for, at manageren smutter før tid, hvis han ikke får opbakning i sine transfer-ønsker af bestyrelsesformand Daniel Levy.

Levy er berygtet for at være nærig og ikke smide om sig med penge efter nye spillere, og den udfordring ser nu ud til at ramme Conte, der i forvejen kæmper med at få Tottenham tilbage på sejrskurs og få klubben i top-4.

Da Conte efter onsdagens nederlag til Chelsea blev spurgt ind til, hvorfor han ikke startede inde med klub-kaptajnen Hugo Lloris i målet, svarede han følgende:

- Jeg mener, vi er nødt til at tænke på situationer, der er meget vigtigere end dette. Tro mig.

Conte har kun været i Tottenham to måneder, og derfor er rygterne om hans muligt snarlige afsked rigtig dårlige nyheder for London-klubben, der inden italienerens ankomst fyrede portugisiske Nuno Espirito Santo efter blot 17 kampe.

MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER