Niels Nedergaard

FCM-talent afviste europæiske storklubber

Gustav Isaksen fik i en tidlig alder tilbud fra både Ajax og Manchester City, men FC Midtjylland-talentet valgte at takke nej.
Allerede i en meget tidlig alder var FC Midtjyllands unge guldfugl Gustav Isaksen en yderst attraktiv herre – også for de store klubber i Europa.

I 2019 skrev unge Isaksen under på en professionel kontrakt med FC Midtjylland, men allerede inden da havde han tilbud fra klubber som Ajax og Manchester City. Det fortæller 20-årige kantspiller til mediet bold.dk.

- Der var nogle store klubber i udlandet, som viste interesse, for det er jo fint for dem at kunne få sådan en ung spiller, men jeg føler, at det var et godt valg at blive. Jeg følte mig overhovedet heller ikke klar til at skulle ud og bo i et andet land og alt det, siger Gustav Isaksen, inden han tilføjer:

- Det lød næsten for stort, til at jeg lige kunne være i det. Jeg kunne ikke engang vaske mit eget tøj og sådan noget, så det var egentlig ikke så svært et valg, selvom det selvfølgelig satte nogle tanker i gang. Det må blive om nogle år, forklarer FCM-talentet til mediet.

Gustav Isaksen har først kontraktudløb med FC Midtjylland i sommeren 2024, så der er fine chancer for, at midtjyderne kan få skudt stortalentet afsted og dermed tjene nogle millioner på et salg af kantspilleren.

20-årige Isaksen har spillet 64 førsteholdskampe for FC Midtjylland, mens han også har 12 kampe for det danske U21-landshold på sit CV.

MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER